Alt var klappet og klar. Inden for de kommende timer skulle finalen i det australske sangprogram 'Masked Singer' filmes.

Men så rakte en danser hånden i vejret: »Hey venner, jeg har det ikke så godt.«

Som du formentlig allerede har gættet, var danseren blevet syg med coronavirus.

Produktionen blev straks indstillet, og siden har det vist sig, at yderligere seks dansere og adskillige medlemmer af produktionsholdet også har virussen, skriver News.com.au.

Alle – også de raske – produktionsmedarbejdere er sendt i isolation i 14 dage, mens man nu afventer, hvornår man kan filme finalen i programmet.

Dommerne i 'Masked singer' Dannii Minogue – Kylie Minogues søster – radiovært Jackie O og komikerne Dave Hughes og Urzila Carlson er alle gået fri. Deres coronatest er negative.

Det samme gør sig gældende for vært Osher Gunsberg, der i øvrigt kun har rosende ord til overs for den danser, der åbent fortalte, at pågældende havde det dårligt.

Tv-vært Osher Gunsberg.
Tv-vært Osher Gunsberg. JOE KLAMAR

»Denne person var så modig. Modig nok til at trække nødbremsen på godstoget. Vi stoppede, og alle lukkede ned.«

»Intet er vigtigere end alles sikkerhed. Jeg håber, vi kan være det gode eksempel: Hvis du ikke har det godt, er det ikke det værd.«

Også produktionen af 'Millionaire Hot Seat', som er den australske pendant til 'Hvem vil være millionær', er stoppet.

Showet bliver nemlig produceret samme sted som 'Masked singer'. Der er dog ingen her, der er konstateret smitte.