Linette er opsat på at få afsonet sin fængselsstraf og komme videre med sit liv. Der er bare lige ét stort problem: Coronakrisen.
Den 44-årige sosu-assistent fra Falster, der i ugens afsnit af 'Luksusfælden' på TV3 fik fremlagt en gæld på 1,1 millioner kroner, skulle den 7. april have påbegyndt syv måneders afsoning i Horserød Fængsel, men nu vil de ikke lukke hende ind.
»Det er så frustrerende. Jeg har fået at vide, at min afsoning er annulleret på grund af coronavirussen, og hver gang jeg ringer til dem, siger de bare, 'vi ved ikke noget'. Nu havde jeg jo gjort mig mentalt klar til at skulle ind,« fortæller Linette til B.T.
Hun tilføjer med et grin:
»Selv om de faktisk brugte ordet ’annullering’, så tror jeg desværre ikke, at jeg slipper for at komme ind. Det er bare så sindssygt irriterende ikke at vide hvornår.«
Vi skruer tiden tilbage til 2018.
Linette sad i gæld til halsen, hun kunne ikke overskue at betale sine regninger, og i frustration slog det - med hendes egne ord - en dag klik, og hun endte med at sætte ild til sin bil, hvilket resulterede i, at hendes garage brændte ned.
Det gav i første omgang otte måneders betinget fængsel samt 150 timers samfundsttjeneste, men da hun blev ved med at melde afbud og ignorere kriminalforsorgens henvendelser, endte hun altså med den fængselsdom, som hun fik præsenteret af eksperterne i 'Luksusfælden'.

»Det var noget af en mavepuster. Jeg havde jo givet op. Jeg magtede ikke mere, men da de i programmet forklarede det ved at lave en fængselsscelle, så kunne jeg godt mærke, at nu er det altså tid til at stramme ballerne.«
Bortset fra at hun nu er irriteret over ikke at kunne afsone sin straf, har Linette det i dag rigtig godt.
Hun holder sit budget og får masser af støtte fra sin søn, og så har hun opsagt sin lejlighed i Nørre Alslev for at slippe for udgifterne. I stedet skal hun bo hos sin ekssvigerinde i Aalborg.
I 'Luksusfælden' så man også, hvordan hun på sine dårlige dage dagligt kunne indtage 12 kopper kaffe, 12 colaer og to pakker cigaretter. Også her har hun fået vendt skuden.
»Min krop fungerede slet ikke. Der kunne gå flere dage, før jeg kom på toilettet, mens jeg andre dage sad derude hele tiden. I dag drikker jeg slet ikke cola, og jeg er nede på to kopper kaffe. Jeg tror, jeg har tabt mig otte kilo.«
Linette fortæller videre:
»Jeg har heller aldrig sovet så godt, som jeg gør for tiden. Selv min hund har fået mere ro på.«
Linette har fortsat ikke noget arbejde – det er ikke nemt, når man er på vej i fængsel, og Danmark samtidig er corona-lukket – så lige nu er hun på sygedagpenge, da hun døjer med en dårlig ryg.
Hun er stadig ikke meget for at tale om, hvad der egentlig skete, da hun for to år siden pludselig satte ild til sin bil.
»Jeg kan dårligt nok huske, hvad der skete. Jeg havde det bare skidt og følte, det hele væltede.«
Hun har fået talt ud med sin familie og får hjælp af sønnen til at overskue, at hun nu skal bruge 23 år på at få betalt sin gæld af.
»Jeg er jo pensionist til den tid. Men min søn er god til at støtte mig og minder mig, om at det nok skal gå.«