Fredag står endnu engang i dansens tegn, og denne gang er det også med en tidligere vært i dommerpanelet.
Det er nemlig tv-personligheden Claus Elming, der skal sidde ved højbords.
Og det er der da også mange, der har turdet gætte på. For Claus Elming har rekorden for at have været vært flest gange – nemlig gennem 12 sæsoner.
Derfor er det da også meget passende, at han skal et smut forbi dommerpanelet, nu 'Vild med dans' har inviteret tidligere personligheder fra programmet med undervejs i den aktuelle sæson.
Tidligere har Claus Elming også kryptisk antydet overfor B.T., at han skulle følge i sin gamle medvært Christiane Schaumburg-Müllers fodspor og vende tilbage i programmet som gæstedommer.
Her forklarede han også, hvad han ville bedømme ud fra - såfremt han altså skulle være gæstedommer, hvilket først nu er blevet bekræftet.
»Jeg vil belønne for deres udstråling. Man kan se, hvis man er usikker,« lød det da fra Claus Elming.
Fredag får den rutinerede vært så lov til at prøve at bedømme de syv tilbageværende dansepar i 'Vild med dans'.
Sidste uge var det tidligere danser Claudia Rex, der sad ved dommerbordet, da komiker Andreas Bo og danser Camilla Dalsgaard måtte forlade programmet.