'Vild med dans' var en bragende succes, da Claus Elming overtog værtsrollen i 2006.

DR opgav hurtigt at følge trop, og målt på seertal peakede TV 2's dansekonkurrence i sæson 4 i 2007, hvor man i gennemsnit havde 1.4 millioner seere hver fredag.

Udover at finalisterne Vicki Berlin og Robert Hansen endte som de bedst bedømte nydansere i programmets historie, gik det amok på dramafronten.

Joachim Boldsen udgik med en skade, Mie Moltke og Lai Yde blev kærester, og Se & Hør blev smidt ud af studiet for at skrive om kokain på toiletterne – blot for at nævne et par af de mange historier.

I 2007 dannede Claus Elming værtspar med Andrea Elisabeth Rudolph.
I 2007 dannede Claus Elming værtspar med Andrea Elisabeth Rudolph. Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix

»Det var på mange måder en magisk sæson. Både grund af dramaet på dansegulvet, men også på grund af alt det der skete rundt om,« fortæller Claus Elming og fortsætter:

»Jeg var ude og spille golf med den amerikanske ambassadør, James Cain. Han var i chok, da jeg fortalte, at 2/3 af den voksne befolkning fulgte med.«

Robert Hansen fik i 2007 et folkeligt comeback, da han vandt 'Vild med dans' sammen med Marianne Eihilt. Sæsonen blev den mest sete i programmets historie.
Robert Hansen fik i 2007 et folkeligt comeback, da han vandt 'Vild med dans' sammen med Marianne Eihilt. Sæsonen blev den mest sete i programmets historie. Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix

Claus Elming fortæller videre, at Robert Hansen netop gjorde et fantastisk comeback, hvor han efter et par år som 'coke-Robert' atter blev folkeeje.

»Samtidig tog Vicki Berlin hele Danmark med storm og fik gjort dronningen i dommerpanelet Anne Laxholm helt menneskelig ved at kalde hende for 'hendes yndlingslaks.«

Én gang nåede 'Vild med dans' over to millioner seere.

Det skete i 2008, da præcis 2.019.000 danskere tændte tv'et for at se afgørelsen, da Joachim B. Olsen tog sejren med sin Tarzan-dans.

'Vild med dans' samlede i 2008 over to millioner danskere foran tv'et, da Joachim B. Olsen vandt finalen med Marianne Eihilt.
'Vild med dans' samlede i 2008 over to millioner danskere foran tv'et, da Joachim B. Olsen vandt finalen med Marianne Eihilt. Foto: Mogens Flindt/Ritzau Scanpix

»Da Joachim B. Olsen skulle være med, tænkte jeg, 'der har vi årets Kim Milton',« griner Claus Elming med henvisning til fodbolddommeren, der var endt helt i bund to år tidligere.

Men kuglestøderen snød både bookmakerne og Claus Elming, ligesom det samme år vakte det opsigt, da statsministerfrue Anne-Mette Rasmussen stillede op og blev udråbt til 'fru fræk'.

»De gik begge fra at være lidt ukendte til hele Danmarks Joachim og Anne-Mette. Der var ikke et øje tørt i finalen,« husker Claus Elming.

Men herefter begyndte interessen langsomt at dale for 'Vild med dans'.

Da bokser Sarah Mahfoud vandt 'Vild med dans' i 2016 havde man i gennemsnit for første gang under en million seere, der fulgte med fredag aften.
Da bokser Sarah Mahfoud vandt 'Vild med dans' i 2016 havde man i gennemsnit for første gang under en million seere, der fulgte med fredag aften. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Siden man i 2008 indførte en pause mellem dansene og udstemningsrunden, havde seertallet altid været lidt højere til 'afgørelsen'.

Det tippede over i 2014, hvor det for et flertal af seerne ikke længere var interessant at se, hvem der gik videre.

I 2016 fortsatte nedturen yderligere, da man for første gang ikke havde en million seere i snit live fredag aften.

»Det fyldte helt sikkert noget. Det der bekymrede mest var, at vi var blevet overhalet af 'Den store bagedyst'! Det var alligevel crazy nok,« fortæller Claus Elming.

Deltagerne i 'Den store bagedyst' i 2016.
Deltagerne i 'Den store bagedyst' i 2016. Foto: DR / Carsten Mol

Én sæson skilte sig positivt ud undervejs.

Søger man på 'Vild med dans' i artikelarkivet Infomedia er sæson 10 i 2013 den sæson, der suverænt har fået mest medieomtale gennem tiden.

Det år blev der i snit udgivet 477 'Vild med dans'-artikler om ugen, mens der til sammenligning 'kun' blev udgivet 266 i sidste sæson.

En forklaring kan være Allan Simonsen.

Mediernes interesse for 'Vild med dans' toppede i 2013, da Allan Simonsen dansede sig til en fjerdeplads.
Mediernes interesse for 'Vild med dans' toppede i 2013, da Allan Simonsen dansede sig til en fjerdeplads. Foto: Betina Garcia

Der blev i 2013 skabt så voldsom hype omkring den tidligere fodboldspiller, at han uge efter uge blev stemt videre af seeren trods en bundplacering hos dommerne.

»Der var mange af de andre deltagere, der følte, at det var enormt uretfærdigt. Selvom de trænede røven ud af bukserne, vidste de, at en af pladserne allerede var taget,« fortæller Claus Elming og tilføjer:

»Allan tog det som en ægte sportsmand. En sejr er en sejr, og det er lige meget om du bliver spillet ud af banen i 89 minutter, så længe du bare vinder.«

Claus Elming understreger at programmet jo ikke hedder 'god til dans', men 'Vild med dans' og Allan Simonsen var blot et af flere eksempler på deltagere, der gik videre, fordi de var populære ude i stuerne.

I 2013 dannede Claus Elming værtsduo med Sarah Grünewald.
I 2013 dannede Claus Elming værtsduo med Sarah Grünewald. Foto: Betina Garcia

»Jeg tror også, at der for første gang var en deltager, hvor de mandlige seere endelig havde en helt med i 'Vild med dans',« fortsætter han og tilføjer:

»Men jeg syntes, det var lidt ufint, at Ekstra Bladet og nogle andre kørte kampagner for at stemme ham videre. Det var lidt imod programmets DNA og også derfor, at TV 2 var nødt til at ændre sms-koden.«

De sidste par år har 'Vild med dans 'kun' kunne trække mellem 500-700.000 seere til tv'et fredag aften. 

Det største knæk skete, da corona hærgede i 2021, og man gik fra cirka 900.000 til 700.000 seere.

De sidste par år har TV 2 taget influencere og Youtubere med i 'Vild med dans'. I år kan man blandt andet følge Jasmin Lind, der danser med Michael Olesen.
De sidste par år har TV 2 taget influencere og Youtubere med i 'Vild med dans'. I år kan man blandt andet følge Jasmin Lind, der danser med Michael Olesen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Efter denne sæson har TV 2 valgt at trække stikket, og det overrasker Claus Elming en smule, da han mener, man er lykkedes med at foretage et generationsskifte.

»Jeg ved fra min brors børn og mine venners børn, at de er begyndt at se det igen, efter at man har gjort dommerpanelet yngre og taget nogle influencere og youtubere med som deltagere.«

Han tilføjer:

»Men altså, da DR stoppede med 'X Factor', overtog TV 2. Så hvem ved, om DR kunne finde på at overtage 'Vild med dans'?