Onsdag aften havde den britiske tv-serie 'Dracula' med 52-årige danske Claes Bang i en hovedrolle premiere på BBC.

Serien er skabt af Mark Gatiss og Steven Moffat, og det første afsnit var blodigt og uhyggeligt. Det har fået nogle seere til tasterne.

'Hvordan helvede skal jeg kunne sove i nat, BBC? Dracula var skræmmende, men fantastisk. Jeg vil helt sikkert lade lyset være tændt', skriver Sara på Twitter efter første afsnit. Det skriver Daily Mail.

Reaktionen kom ovenpå et afsnit, hvor en kvinde forsøger at finde ud af, hvad der er sket med en advokat, efter han besøgte grev Dracula, der spilles af Claes Bang.

Og Sara er bestemt ikke den eneste, der havde svært ved at skulle sove efter første afsnit:

'Serien er bedre, end jeg troede, den ville være. Men lige før sengetid. Gulp', er der en anden, der skriver på Twitter ifølge Daily Mail.

En anden seer fandt ligeledes første afsnit for skræmmende, men her var der dog overskud til at lave lidt sjov med det.

Se seerens humoristiske tweet herunder:

'Mig, der prøver at sove efter Dracula', står der i tweetet.

Den blodige og uhyggelige tv-serie er på bare tre episoder, men alle episoderne har en længde som en spillefilm.

Lige nu har første episode kun været sendt på BBC, men alle tre afsnit vil være tilgængelige på Netflix i Danmark fra 4. januar.

52-årige Claes Bang har medvirket i danske serier som 'Broen 2' og 'Anna Pihl'.