I DRs nye datingserie 'Truckerdating – kærlighed i førersædet' tog fire lastbilchauffører på romantisk roadtrip i jagten på den eneste ene.
I den sjette og afsluttende episode faldt valget for 27-årige Christian Højmark fra Viborg på Julie fra Amager.
»Jeg er glad for min beslutning og jeg fortryder ingenting,« siger han til B.T.
Christian Højmark og tre andre lastbilchaffører giver kærligheden et skud under kærlig vejledning og kommenatering fra været Christian Bonde.
I i alt seks episoder skal truckerne vælge én kvinde fra ad gangen, til de til sidst står tilbage med blot én kvinde.
Men det var langt fra en smal sag for truckeren, da han skulle se de to sidste kvinder i øjnene og vælge den ene fra.

»Det var en helt vildt svær beslutning. Jeg kan virkelig ikke lide at gøre folk kede af det,« fortæller han.
Men efter en række vilde dates med både Julie og Mia – alt fra hoppepude-akrobatik til minigolf – stod det klart for ham, at kemien med Julie var stærkest.
»Selvom Mia er skidesød, var jeg meget afklaret efter min sidste date med Julie,« forklarer han.
Men fornøjelsen blev desværre kort og forholdet ebbede langsomt ud. Faktisk nåede de to ikke at mødes, efter de sidste rulletekster var rullet over skærmen.
»Vi er gået hver til sit. Lige efter optagelserne var slut, skrev vi en masse sammen, hvilket var godt. Det kørte derud af,« fortæller han og fortsætter:
»Men det var som om, at kontakten gled lidt ud i sandet og til sidst glippede den helt.«
I finalen satte de to sig sammen i Christians lastbil og rullede ud mod horisonten. Men da kameraerne stoppede med at rulle, gik det snart op for parret, at afstanden mellem Amager og Viborg var sværere at overvinde, end de havde troet.
Trods det manglende gennembrud understreger han, at der ikke er nogen dårlig stemning mellem dem:
»Julie er en rigtig skøn pige – jeg ønsker hende kun det bedste.«
Derfor er Christian Højmark nu tilbage på datingmarkedet, men han er ikke i tvivl om, at den helt store kærlighed venter på ham derude.
Du kan se hele programmet på DR TV.

