Tårerne triller på flere af deltagerne i ugens afsnit af 'Toppen af Poppen', da sangerinden Pil synger Burhan G-hittet 'Din for evigt'.
Herunder forklarer de involverede, hvorfor det blev så følelsesladet en oplevelse.
Det er i år tredje gang, at Burhan G medvirker i 'Toppen af Poppen' på TV 2.
Første gang var tilbage i 2017, og allerede dengang forklarede han baggrunden for hittet 'Din For Evigt', som handler om hans daværende forhold til Sarah Zobel.
De fandt sammen, mens hun stadig var gift med balletdanser Alexander Kølpin, og lige præcis 'Din For Evigt' var et 'skrig om hjælp', lød det fra Burhan G i 2017.
I denne uge står den så endnu engang på Burhan G-musik i 'Toppen af Poppen', og her bliver det som nævnt atter en rørende omgang, da Pil synger 'Din For Evigt' akkompagneret af et drengekor.

Ikke mindst for Burhan G og sangeren Guldimund, der begge sidder med tårer trillende ud af øjnene.
»Det var bare super intenst,« fortæller Burhan G.
»Det at være tvunget til at tage imod så fin en gestus, Pils stemme, sangen hun valgte og drengekoret, der kom ind. Det var bare for meget af det gode. Det var jeg slet ikke klar på,« tilføjer han.
Guldimund forklarer, at han først og fremmest blev ramt af den flotte fremførelse.

»Og så har jeg selv sunget i drengekor ligesom Burhan, hvor min far var dirigent. Det var som et sug tilbage til min egen barndom,« fortsætter han og tilføjer:
»Jeg var til stede i mange tidspunkter af mit liv. Mit eget forældreskab, min egen relation til min far. Det ramte bare på et meget personligt plan.«
Pil, der havde valgt at fremføre 'Din For Evigt', fortæller, at hun selv havde svært ved at gennemføre.
»Jeg havde vildt svært ved at koncentrere mig om at synge, fordi jeg selv blev så rørt og fik en klump i halsen. Der er endda et tidspunkt, hvor jeg grynter,« griner hun.
»Jeg gruede lidt for det. Kunne jeg gennemføre uden at græde snot? Men jeg syntes, det blev virkelig fint.«
