Thomas Blachman står til en opsang, efter han fredag aften leverede en upassende kommentar i bedste sendetid - til gengæld var hans kollega overlegen ved dommerbordet.

Her får du B.T.'s dom over semifinalen i dette års 'X Factor', hvor Thomas Blachmans deltager, Rasmus Djurhuus, måtte forlade programmet.

Der er ingen over og ikke engang nogen, der er tæt på at være ved siden af Benjamin Hav ved det dommerbord.

Særligt i aften var han brandvarm og bar stort set hele showet på egen ryg - og det af flere årsager.

I et program, der ellers meget ofte - også i aften - kan være decideret røvsygt, er TV 2 ekstremt heldig med at have fået en dommer ind, som giver programmet lidt kant og underholdningsværdi.

Hver gang, han åbner munden, kan det være vitterligt hvad som helst, der kommer ud. Det er KUN Benjamin Hav ved det dommerbord, der for eksempel kan finde på at suge helium og give sin feedback med en stemme, der lyder som om, den ikke er gået i overgang.

Musikalsk var han også både Blachman og Drew overlegen fredag aften med især valget af 'Earth Song' med Michael Jackson til Hugo A. Og de tårer der, efter Hugo havde optrådt? De gik lige i hjertet.

Benjamin Hav var i sit es fredag aften.
Benjamin Hav var i sit es fredag aften. Foto: Emil Helms/Ritzau/Scanpix

TV 2 gør rigtig meget ud af deres temaer for hver uge, og det er da også rigtig fint, at man som seer får noget variation i sangvalgene, så vi ikke skal høre Aphaca og Annika uge ind og uge ud.

Men man skyller simpelthen det hele ud i toilettet, når man vælger så bredt et tema, at alle sange, der nogensinde er lavet, passer ind i temaet.

I aften var der for eksempel stort set frit valg på alle hylder, da deltagerne under temaet 'Krop og sjæl' skulle vælge en sjæler og en sang, der går i fødderne.

Altså, spil mig en sang, som ville ryge i svinget på det påståede benspænd. Det er en umulig opgave.

Skal man have deltagerne på dybt vand, så skal temaerne simpelthen snævres ind.

Ella Sophia under sin optræden med Bruno Mars-nummeret 'Locked Out of Heaven'.
Ella Sophia under sin optræden med Bruno Mars-nummeret 'Locked Out of Heaven'. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Det var et syn af de helt bizarre.

Benjamin Hav fangede os fuldstændig på det forkerte ben, da hans deltager Hugo åbnede aftenen med klassikeren 'Give it up' af KC an The Sunshine Band - og med et sceneshow af de helt aparte.

Pludselig var scenen stoppet med personer i enorme kamel- og bjørnekostumer, børn, der lige nøjagtigt ikke har lært at sjippe, men alligevel prøvede, samt en tryllekunstner

Mange læsere i B.T.s liveblog undrede sig over det helt igennem vanvittige syn, og kamelerne var da også svære at sluge for B.T.s udsendte.

Hugo A havde et lettere specielt sceneshow med til sin første optræden for aftenen.
Hugo A havde et lettere specielt sceneshow med til sin første optræden for aftenen. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Sagde Blachman virkelig det?

Den skaldede hævner fik med én sætning ødelagt et smukt øjeblik på scenen, da Hugo A hyldede et af sine store idoler.

»Jeg håber, Michael (Jackson, red.) er glad oppe i himlen,« lød det fra de unge mand, der var tydeligt rørt.

Det vekslede Thomas Blachman til at tørre alles øjne ud ved at minde om, hvad Michael Jacksons eftermæle byder på udover et utal af legendariske megahits:

»Det tror jeg, der er mange børn, der er glade for i hvert fald,« lød det fluks fra Thomas Blachman med henvisning til anklagerne om pædofili, som har klistret sig til den nu afdøde hitmager.

Det var langt over stregen. Det ødelagde et rørende øjeblik på scenen - og så i bedste sendetid på TV 2? Der må vente skideballe fra produktionen, når programmet skal evalueres.

Thomas Blachman bragte Michael Jacksons pædofilianklager op i bedste sendetid på TV 2.
Thomas Blachman bragte Michael Jacksons pædofilianklager op i bedste sendetid på TV 2. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Fårene er blevet skilt fra bukkene, skidtet fra kanelen og mændene fra musene.

De tre finalister er fundet, og kun det store - historiske - finaleshow venter i Odense næste fredag.

En finale, som - heldigvis for dramaets skyld - kommer til at stå mellem en deltager fra hver dommers hold, og man kan håbe, at bølgerne kommer til at gå højt, når vinderen skal findes.

Det er i øvrigt første gang siden 2020, at det er tre unge solister, der skal afgøre det mellem hinanden.

Der kommer ikke til at være flere negle tilbage på fingrene efter den dramatiske gyser, der venter i SJF Bank Arena i Odense.

Du kan NATURLIGVIS følge finalen direkte på B.T., som selvfølgelig har folk på stedet til at dække festlighederne.