'X Factor' er tilbage!
Efter et par succesfulde år med trioen Blachman, Oh Land og ikke mindst Simon Kvamm, der på mange måder gav programmet en ny energi, er det helt store spørgsmål naturligvis, hvordan en ny dommerkonstellation klarer sig.
Og baseret på første afsnit, er Benjamin Hav og Drew Sycamore i den grad bestået.
Dynamikken mellem de tre dommere er god, og jeg er ret vild med, hvordan både Benjamin Hav og Sycamore er tydelige 'X Factor'-fans, der har en ægte kærlighed til programmet.
Benjamin Hav blev udråbt som et kæmpe scoop, da han i sin tid blev afsløret som dommer, og han skuffer ikke.

Hans ansigt har en næsten modellervokslignende elastisk evne til at udtrykke sig på måder, som fungerer virkelig godt på tv, og han er både skarp og sjov, når han lover hver anden deltager en plads i finalen.
Drew Sycamore kom med som dommer, da Oh Land måtte trække sig grundet sin datters sygdom, og også hun gør det fremragende, selvom hun i premieren er en smule mere anonym end Hav.
Baseret på første afsnit, kan man måske frygte, at der næsten bliver lidt for god stemning - for det er jo ingen hemmelighed, at det også er godt tv, når de tre dommere bekriger hinanden lidt. Men det kan nå at komme.

'X Factor'-produktionen er kendt for at være en kreativ en af slagsen, og så meget desto mere ærgerligt er det, at man indleder premieren på Danmarks største underholdningsprogram med at vise et gammelt interview fra 'Go' morgen Danmark'.
Med tre så store navne som dommere, burde det have været muligt at finde på noget lidt mere sprælsk, så det er altså en ommer, TV 2!
Man ved jo aldrig helt, hvad man går ind til, når man skal se 'X Factor'-auditions, og i premiereprogrammet kommer vi selvfølgelig - og heldigvis - helt ud i yderpolerne.

Men jeg havde nu alligevel aldrig troet, at jeg skulle se en kvinde synge en melodisk udgave af Suspekts 'Sut den op fra slap'.
Læg dertil at hendes mand og 5-6-årige søn står ved siden af Maria Fantino og ser på.
Det er nok noget af det mest akavede, jeg har set på tv i nyere tid, og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der er gået gennem det barns hoved.
Til gengæld er det et guld-tv-øjeblik!
Blev vinderen af årets 'X Factor' allerede fundet i første afsnit?
Det fristes man næsten til at tro efter at have set 18-årige Ella optræde med sin egen sang 'Impatiently.'
Produktionen har endda lagt sidste års vinder Leslies vindersang ind som underlægningssang i introen af hende, som en form for subtilt hint.

Da hun åbner munden, er det næsten som om, tiden går i stå. For Ella synger ganske enkelt vanvittigt godt.
Benjamin Hav og Drew Sycamore er som forstenet, mens Blachman sidder med lukkede øjne, som har han opnået en særlig forbindelse til Gud.
Og så sker det: Blachman græder.
»Wow, fuck. For satan. Jeg bliver rørt. Det er vildt. Det vælter ud af dig. Det er for vildt, det er musik det der,« lyder det fra dommerlegenden.
Har Blachman grædt sådan før? Ikke i Maria Fantinos tid, konstaterer 'X Factor'-værten.
Og selv den mest indædte 'X Factor'-hader må bøje sig for, at det er lige præcis dén slags øjeblikke, der gør, at programmet er specielt.
Det store spørgsmål bliver, hvordan kemien mellem dommerne kommer til at udfolde sig videre frem, for det er jo ingen hemmelighed, at dommerne bærer showet.
Og at dømme for det lille preview af næste afsnit, virker det som om, der er et mere end almindeligt spændende gensyn i vente.
