Fredagens liveshow af 'Vild med dans' bød på gys fra start til slut.
Danserne havde nemlig alle koordineret skrækindgydende danse i anledning af danseprogrammets halloween-tema. Det var dog ikke alle danse, der var lige uhyggelige.
B.T. giver dig her dommen over fredagens 'Vild med dans', hvor vi tog afsked med Sissal og Eugen Miu.
Dommernes rørende ord til Thomas Evers Poulsen gik direkte i hjertet.
B.T.s udsendte fik da også kuldegysninger, da flere af dommerne talte om Thomas Evers Poulsens lange karriere i 'Vild med dans'. Det er godt nok flot – og rørende!
Gæstedommeren Sarah Grünewald fældede også en tåre, imens hun fortalte den garvede danser, at hun unde ham at slutte sin 'Vild med dans'-karriere med Camilla Ottesen som dansepartner.
Det må blive svært for ham at tage afsked med programmet efter at have deltaget i næsten alle sæsoner af 'Vild med dans'.

Sarah Grünewald som gæstedommer – det klinger altså lidt hult, hvis man kan være dommer for et danseprogram uden selv at være danser.
Hun har selvfølgelig været vært på programmet i flere år, men i vores bog er det altså ikke lig med, at man kan være dommer. Det er en (d)ommer, TV 2.
Særligt hendes pointgivning til Alfred Mide Erichsen overraskede B.T.s udsendte, for dansen var i hvert fald ikke skræmmende!
Den tidligere vært på programmet var en løs kanon og en tikkende bombe ved dommerbordet, som gjorde pointfordelingen helt uforudsigelig – og det var ikke nødvendigvis negativt for spændingen.
Som sædvanlig var hun et ekstremt behageligt selskab og kom med god energi, men det er dybt respektløst over for programmet, at man smider en dommer ind, som ingen dansemeritter har under bæltet.

What?! Var det virkelig dommerne, vi så på dansegulvet i starten af programmet?
Det var dejligt at se dommerne – der alle tre er dansere – være en tur på dansegulvet.
Særligt Sonny Fredie Pedersen funklede på scenen i hans helt gakkede mundering, som han på vanvittig vis havde på hele programmet igennem.
Alt i alt var det en flot præstation af dommerne – og en interessant måde at starte det sjette liveshow af 'Vild med dans'.
Og så - af hvad vi kan huske - for allerførste gang i programmets historie- det må de altså godt gøre igen!

Gustav Salinas gør det fantastisk i rollen som psykopat!
Da den tidligere realitystjerne skulle gøre sin entré på dansegulvet, skræmte han ikke kun dommerne, men også B.T.’s udsendte.
Udefra set var det en af aftenens mest fængende danse – desværre afspejlede pointene det ikke i lige så høj grad.
Hvis det går helt galt med Gustav Salinas’ iværksætterier, burde det altså ikke være et problem at få et job som skræmmer i Tivoli til næste år.

Fredagens liveshow bød på skyhøje karakterer fra dommerne – særligt fra gæstedommeren Sarah Grünewald.
Noget, der også kan tydes i forskellen på pointene hos flere af parrene. Hvilket altså er super ærgerligt, når der udefra set er markant forskel på parrenes niveau.
Forhåbentlig bliver forskellen på parrenes point tydeligere i de kommende programmer – man har i hvert fald lov at håbe.
