Sikke en vanvittig afslutning! 

Selvom der kun var tre par tilbage i finaleafsnittet, skal jeg da love for, at vi fik følelser og tvivl for alle licenskronerne, og denne skribent nåede da også at græde hele fire gange.

To par ender med at forblive gift, og det må siges at være lidt af en bedrift for et program, der har haft svært ved at mønstre reel parforholdssucces gennem årene.

Lad os starte ved ræven Amalie og den lille kærlighedsssæl Otto, for hold da op en rutsjebanetur!

Parret ender endnu en gang i et skænderi - denne gang over noget vasketøj - og stemningen er virkelig dårlig, da de skal på glampingophold. 

Jeg må indrømme, at jeg nåede at tænke, de to ikke ville holde, for mængden af skænderier har alligevel være betydelig.

En meget glad Otto, efter at han og Amalie har sagt ja til hinanden.
En meget glad Otto, efter at han og Amalie har sagt ja til hinanden. Foto: Snowman productions

Heldigvis tog jeg fejl - men DR formåede virkelig at holde mig på kanten af sofaen til det sidste.

Selv efter Ottos søde lille digt om en sæl og en ræv, var jeg faktisk i tvivl - især om Amalies beslutning.

Men hurra for den unge kærlighed - hold kæft, de er søde!

Og så er der naturligvis Mette og Thomas, som læsere af disse domme vil vide har en særlig plads i mit hjerte.

Mette og Thomas vælger også at forblive gift.
Mette og Thomas vælger også at forblive gift. Foto: Snowman productions

De gav mig mere end våde øjne flere gange i løbet af programmet. 

Jeg måtte fælde en reel tåre, da Mette efter en snak med psykolog-Trine fortæller Thomas om sin bekymring for, at han skal belemres med at hendes kræftsygdom, skulle den vende tilbage.

»Det vil være meget hårdere ikke at være en del af det,« lyder det FULDKOMMEN PERFEKTE svar fra Thomas.

Herfra var der ingen tvivl om, at de to ville forblive sammen.

Da de mod programmets slutning giver det endelig ja, skrev jeg simpelthen meget simpelt i mine noter:

JAAAAAA. GRÆDER! Og det siger nok det hele.

Mindre godt går det desværre for Lasse og Dorthe.

Parret er på date i Sverige, og af uransaglige årsager vælger de at besøge et museum for ulækkert mad. Men lad nu det ligge.

Dorthe har gennem flere uger udtrykt, at hun er i tvivl om, hvorvidt det kan gå mellem hende og Lasse, men i finaleafsnittet får vi alligevel som seere et lille håb, fordi daten til Sverige vender stemningen.

Så meget desto mere hjerteskærende er det, da en grådkvalt Lasse med hjertet i hånden siger, at han naturligvis vil forblive gift.

Dorthe afviser Lasse, da hun fortæller, at hun ønsker at lade sig skille.
Dorthe afviser Lasse, da hun fortæller, at hun ønsker at lade sig skille. Foto: Snowman productions

Dorthe bryder helt sammen, da hun må fortælle, at hun vil skilles.

Parret, der blev udråbt til 'det stærkeste match nogensinde' i 'Gift ved første bliks' historie, klarede ikke de fem uger.  Og her kan man måske også pege en pil tilbage på produktionen.

For selvom 'Gift ved første blik' har lavet mange fornuftige justeringer gennem årene - eksempelvis da de fritog parrene fra at sove sammen på bryllupsnatten - så er formatet også på mange måder blevet lidt for blødt.

Alt er okay. Også at parrene stort ikke bor sammen, som det eksempelvis har været tilfældet for alle de tre par, der ikke endte med at blive sammen i denne sæson.

Vi bliver lige nødt til at snakke om, at Mette og Thomas FÅR EN PARTATOVERING!?

Jeg elsker de to, men den havde jeg alligevel ikke set komme. Det er alt for meget og samtidig virkelig sødt. 

De vælger at få et ret diskret hvidt hjerte på armen for at symbolisere, at de altid skriver hvide hjerter til hinanden i beskeder.

Og på mange måder er det nok også en bedre idé end et parportræt på ryggen.

Thomas og Mettes partatovering!
Thomas og Mettes partatovering! Foto: Snowman productions

Otto købte simpelthen ikke et glas vin til Amalie.

Her gik jeg som erfaren 'Gift ved første blik'-seer naturligvis straks i panik, fordi vi alle husker, hvordan det skabte ramaskrig, dengang Poul ikke købte en øl til Lene.

Amalie tog det dog pænere, end jeg gjorde bag skærmen og får sit glas chablis.

Amalie og Otto tager på glampingophold, hvor stemningen langsomt bliver bedre.
Amalie og Otto tager på glampingophold, hvor stemningen langsomt bliver bedre. Foto: Snowman productions

Derudover elsker jeg, hvordan vi lige får en snas af Lasse, der laver mad i sit køkken og hører Rasmus Seebach for fuld smadder. 

Det bliver ikke mere on brand.

Vi kan nu puste ud ovenpå en hæsblæsende sæson, som lykkeligvis faktisk har givet os to vellykkede par. 

DR søger igen efter nye deltagere til endnu en sæson - og jeg glæder mig allerede!