Han har optaget en film i København. Han har duelleret mod Mads Mikkelsen.
Nu har den britiske verdensstjerne Eddie Redmayne fået endnu et tilhørsforhold til Danmark i form af en ny dansk kollega, som han storroser, da B.T. møder ham over et video-opkald.
Eddie Redmayne er for tiden aktuel i SkyShowtimes nye thriller-serie 'The Day of the Jackal', hvor han spiller en jaget lejemorder.
Serien er baseret på en roman af samme navn fra 1971 og er tidligere blevet filmatiseret to gange.

I 'The Day of the Jackal' spiller Eddie Redmayne blandt andet overfor 'James Bond'-stjernen Lashana Lynch og spanske Úrsula Corberó kendt fra Netflix-hittet 'Papirhuset.
B.T. møder Eddie Redmayne og Ürsula Corberó i forbindelse med premieren på 'The Day of the Jackal' over et video-opkald, og her falder snakken undervejs på deres nye danske kollega.
I 'The Day of the Jackal' dukker den danske Andreas Jessen nemlig op undervejs.
Den 35-årige skuespiller, der herhjemme senest har spillet med i filmen 'Bedre tider', medvirker i tre afsnit af serien, hvor han spiller overfor Eddie Redmayne.

Da B.T. viser Eddie Redmayne og Ürsula Corberó et billede af Andreas Jessen, lyder det straks fra Eddie Redmayne:
»Årh, han er så vidunderlig. Jeg vil ikke afsløre for meget om, hvad der sker med hans karakter, men det var en af de store glæder.«
Han fortsætter:
»En af de mærkelige ting at arbejde på det her var – for 'The Jackal' – det var som mange forskellige film. Det var mange forskellige … Og man har disse meget individuelle relationer. At arbejde med Andreas, det var bare. Han er bare sådan en fantastisk skuespiller, og han bragte så meget sjæl til det.«

B.T. havde før interviewet med Eddie Redmayne og Ürsula Corberó været i kontakt med Andreas Jessen for at høre, om han skulle have et spørgsmål, vi kunne tage med til interviewet.
Først viderebringer vi et par rosende ord fra Andreas Jessen, der giver udtryk for, at det var en stor og inspirerende fornøjelse oplevelse at arbejde sammen med Eddie Redmayne.
Dernæst vil Andreas Jessen gerne høre, om Eddie Redmayne har fået set hans danske tv-serie 'Alfa', som de havde snakket om under optagelserne – og som Andreas Jessen havde videresendt til Eddie Redmayne.
»Ja!,« lyder det fra Eddie Redmayne, der fortsætter:

»Og den er ekstraordinær. Han (Andreas Jessen, red.) er så genial. Jeg synes, han er en af de mest fantastiske skuespillere, jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med i lang tid.«
Eddie Redmayne påpeger, hvor svært det kan være at komme ind i midt i optagelserne af et projekt.
Han sammenligner det med at skulle hoppe ombord på et tog, der kører 120 kilometer i timen – og her har hun kun ros til overs for Andreas Jessens evne til at kunne følge med.
»Jeg synes, han gav så meget af sig selv. Han er så god.«

Eddie Redmayne vandt i 2015 en Oscar for sit portræt af den verdensberømte matematik-professor Stephen Hawking.
Han har derudover haft hovedrollen i de tre Harry Potter-spin-off-film 'Fantastiske skabninger', hvor han i den seneste fra 2022 spillede overfor Mads Mikkelsen.
Derudover er han herhjemme kendt for filmen 'The danish girl'.
I filmen, der blandt andet blev optaget i København, spillede han den danske landskabsmaler Lili Elbe, der i 1931 var den første transkønnede i verden, der fik foretaget kropsbekræftende kønsoperationer.
'The Day of the Jackal' kan ses på Skyshowtime.
I videoen øverst kan du se Eddie Redmayne og Ürsula Corberó fortæller om deres forhold til Andreas Jessen.