»Det er stadig lidt et traume,« fortæller Svend Heiberg Nelke.
Her fortæller den 15-årige 'X Factor'-sanger, hvordan det var at blive revet mentalt rundt af Thomas Blachman, og hvorfor det i momentet vitterlig føltes som 'død eller overlevelse'.
Svend Heiberg Nelke er en af Thomas Blachmans udvalgte liveshow-deltagere i årets udgave af 'X Factor'.
Han har vidst det siden bootcamp-optagelserne i efteråret, men først nu må han sige det højt, og det har været lidt af en udfordring fortæller han og forklarer:

»Man vil jo gerne fortælle, hvor begejstret man er. Siden bootcamp har vi jo også skulle lave en hel masse og mødes med Blachman og øve. Det har været lidt svært at holde hemmeligt.
Hvordan er det så at være en af Thomas Blachmans udvalgte?
»Jeg er bare så glad og taknemmelig for, at han valgte mig. Jeg har allerede fået så meget læring, som jeg ikke tror, jeg kunne få andre steder.«
Svend fortsætter:

»Jeg har for eksempel fået en vokalcoach, der har hjulpet mig med at kunne ramme toner, jeg ikke kunne før.«
Hvordan husker du bootcamp-optagelserne på Møn?
»Det var mega hyggeligt. Emma (Blachmans anden deltager i unge-kategorien, red.) og jeg blev rigtig gode venner og har også snakket sammen siden. Men jeg mindes også bootcamp som lidt af et traume. Det var sgu nogle hårde dage.«
Svend forklarer:
»Som jeg også siger i programmet, er det ikke en sjov situation, fordi dem man bliver allertættest med, er dem man er oppe imod.«
Han fortsætter:
»Det var selvfølgelig fuldstændig fantastisk at gå videre, men det var også hårdt at sige farvel til Emma, som jeg havde det mega sjovt med.«
Så bootcamp var lige en tand hårdere end de forrige runder?
»Ja, for der var det blevet personligt. Man var blevet venner. Og Emma er jo selv skidedygtig, så det kunne være gået begge veje. Det var bare skidehårdt at sige farvel til alle de søde og dygtige mennesker, der røg.«
Hvordan var det at sidde overfor Thomas Blachman og vente på, om du var gået videre til liveshows?
»Jeg var den allersidste, der skulle ind og have besked, og derfor tænkte jeg først, at de nok ikke ville sende mig ud.«
Svend tilføjer med et grin:

»Men da han så gik i gang med sin monolog, tænkte jeg flere gange, at det var slut. Især da han sidst sagde tak, fordi jeg var kommet. Så der tog han røven på mig til sidst.«
Han nævner også, at du ser helt trist ud. Var du helt nede i kulkælderen?
»Ja, fuldstændig! Det er selvfølgelig irriterende, at jeg siger, at det betyder alt for mig – for det hører man altid folk sige – men det gør det virkelig i momentet. Det er virkelig død eller overlevelse, og følelserne er helt ude på tøjet.«
Svend fortsætter:

»Jeg sidder næsten og bævrer og ryster. Det kommer jeg næsten til at gøre igen, når jeg snakker om det nu, haha. Det er lidt et traume.«
Hvordan var det så at gå videre til liveshows?
»Det var fuldstændig sindssygt. Som man kan se i programmet, kan jeg slet ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg var helt ude af den og kunne heller ikke finde ud af at tale med Maria Fantino bagefter.«
'X Factor' går live fredag 21. februar. Hvad glæder du dig mest til?
»Jeg glæder mig helt vildt meget til at vise Danmark, hvad vi har arbejdet på og forhåbentlig få lov til at levere noget mega fedt på scenen hver eneste fredag. Vi har været inde og se studiet, og det er sjovt, hvor små tilskuerpladserne ser ud, mens scenen virker kæmpestor.«