Det har indtil videre været en ekstraordinær romantisk sæson af 'Den store bagedyst'. For én af deltagerne var ugens valentinskage dog en særlig udfordring.

Mens de andre deltagere kunne dedikere deres kage til deres kærester, ægtefæller og ved et enkelt tilfælde en datter, var Anne Kirstine Tirstrup i tvivl.

Som den 26-årige sygeplejerske fra Aarhus efterfølgende fortæller til B.T.:

»Ærligt talt er valentinsdag ikke noget, jeg har fejret så meget, for jeg har været single det meste af min ungdom. Der stod i opgaven, at man godt måtte finde en, man kunne give kagen til, og det var svært, for jeg synes ikke, at en valentinskage er noget, man eksempelvis giver til sine forældre eller brødre.«

Anne i 'Den store bagedyst'.
Anne i 'Den store bagedyst'.

Hun fortsætter:

»Så jeg havde lidt i tankerne, hvordan jeg skulle krejle den, for det virkede til, at de gik op i, at man kunne give den til nogen.«

I årets udgave af 'Den store bagedyst' blev de to deltagere Emil Ussing og Caroline Rigelsen kærester under optagelserne og kunne dermed dedikere deres kager til hinanden.

Selv om de altså fik en fordel ind fra højre, er Anne kun begejstret på deres vegne.

»Det er jo fantastisk, at det pludselig skete. Det har været så dejligt med deres kærlighed. Jeg elsker, når der er kærlighed omkring mig, så det har kun været godt.«

Adspurgt om Anne selv har fået en kæreste siden optagelserne, svarer hun hemmelighedsfuldt med et grin.

»Måske...«

Og i selve konkurrencen, hvor Anne endte med at dedikere sin kage til en eventuel kommende kæreste, lykkedes det hende at begejstre dommerne så meget, at hun gik videre trods et par mindre gode kager tidligere i programmet.

»Jeg fandt jo på at lave den her valentinsbuket i stedet, og jeg endte med at blive ret tilfreds. Det virkede også til, at dommerne syntes, det var en sjov idé. For det var ren kaos, da vi forinden skulle lave en fastelavnsbolle. Jeg har aldrig lavet wienerbrød før, så det kunne jeg slet ikke finde ud af,« siger hun og slår ud i en latter.

Anne tilføjer, at hun efterhånden godt kan mærke, at hun er med i det mest sete tv-program i Danmark.

»Man skal lige vænne sig til at blive genkendt, når man er nede og handle, men folk er heldigvis kun søde og kommer med gode kommentarer.«