Thomas Blachman kan ånde lettet op.

Den rutinerede X Factor-dommer har før siddet i finalen uden en deltager på scenen, men i år lykkedes det ham at få sin sanger Kristian Kjærlund hele vejen.

»Han er så vild. Han er original. Det var, som det skulle være. Jeg er altid imponeret over de her unge mennesker, og det pres de er under,« lød det fra Blachman umiddelbart efter semifinalen.

Han forklarede, at sidste program før finalen altid er uforudsigelig. Han har været efter familien Danmark, at »de lytter med røven«, så han hev for en sikkerheds skyld også selv telefonen frem for at stemme på sin deltager.

»Alt kan jo ske i semifinalen, så jeg sendte selv en sms med hjælp fra min tekniker. Heldigvis fattede folk det,« fortalte han med et smil.

Blachman har i løbet af sæsonen været enig med seerne i, at niveauet i år ikke har været så højt, som det plejer. Efter semifinalen var han dog tilfreds med det overordnede forløb.

»Det har stabilisteret sig. Vi husker alle Maria og Bea, og de havde været super finaleværdige. Jeg banker i bordet, når det ikke kører, men jeg synes de (Ankerstjerne og Oh Land, red.) kom efter det.

Hans gamle ven Remee overraskede alle ved pludselig at dukke op på scenen sammen med Benal og Emil Kruse, der spillede i pausen.

Remee.
Remee. Martin Sylvest

Blachman vidste godt, han ville komme og var glad for at se Remee tilbage i X Factor.

»Det er på mange måder også hans program. Helt klart. Han er en gammel ven, som jeg holder meget af.«

Blachman vil dog ikke blande sig i, om Remee ikke burde vende tilbage i dommerstolen.

»Det skal jeg ikke blande mig i. Jeg har hele tiden talt meget rosende om manden. Han er helt klart en af de bedste dommere, der har været i det her program. Men jeg tror, han nyder ikke at skulle svede under armene hver fredag.«