Det er næppe gået nogens næser forbi, at den nye 'X Factor'-dommer, Benjamin Hav, i sidste uge gav sit telefonnummer ud på landsdækkende TV.

Nu afslører han, at de mange penge, der er tikket ind på hans MobilePay, skal doneres til et godt formål.

»Jeg har modtaget op imod 5000 opringninger, mange tusinde sms'er og over 10.000 kroner på MobilePay.«

Benjamin Hav er dog kendt for at pynte lidt på sandheden, så B.T.s reporter skynder sig at faktatjekke hans udsagn.

Er det helt sandt?

»Det er helt sandt. Det kan jeg vise dig,« svarer Benjamin Hav, der efterfølgende viser sin MobilePay frem til B.T.s reporter, der kan bekræfte, at 'X Factor'-dommeren har modtaget en række småbeløb.

Det er dog ikke kun småbeløb, der er tikket ind på Benjamin Havs MobilePay.

Han fortæller nemlig, at han både har modtaget flere større beløb på 100 kroner, 500 kroner og 1250 kroner.

'X Factor'-dommeren afslører samtidig, at han vil donere pengene til et godt formål.

»Jeg har tænkt mig at donere det til et godt formål. Hvad vil det sige? Måske kan I beslutte det på B.T.?« lyder det spørgende fra Benjamin Hav.

»Kræftens Bekæmpelse er jo altid god?

»Det er et godt bud,« svarer han.

Det virker dog ikke til, at 'X Factor'-dommeren fortryder, at han gav sit nummer ud på TV.

»Jeg skal have et nyt nummer. Det har jeg lovet min kone,« siger han, og uddyber, at hans familie har haft svært ved at få fat på ham på grund af de mange beskeder, der er tikket ind.

Benjamin Hav overvejer dog at beholde sit gamle nummer som en hotline til danskerne.