Midt i februar fik Thomas Blachman nok.

Han mente, at de nye 'X Factor'-dommere Drew Sycamore og Benjamin Hav fik for meget taletid i audition-programmerne. 

På et pressemøde i 'X Factor'-studiet et par dage før årets første liveshow, møder B.T. Benjamin Hav.

Hvordan har du det med at tage så meget taletid fra Blachman?

»Jojo, men jeg tog jo ikke … Det er jo ikke mig, der klipper programmerne.«

Er du sikker?

»Haha, ja.«

'X Factor'-dommerne samlet før årets første liveshow.
'X Factor'-dommerne samlet før årets første liveshow. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Kan du afkræfte, at det ikke er dig, der klipper programmet sammen?

»Arh. Ikke noget juridisk, men så vidt jeg kan huske, har jeg ikke noget med klipningen at gøre. Vi optager jo 50 timer, og så klipper de det ned til 11 sekunder.«

»Jeg må bare sige, jeg følte meget mindreværd i løbet af hele processen, fordi han (Blachman, red.) har så mange vanvittige ting. Han er retorisk ekstremt dygtig. Han er jo Yahya Hassan!«

Og så føler du, at du må overkompensere?

»Nej, men jeg føler, jeg er her for nyde – i høj grad også, at han er her.«

Thomas Blachman fremførte i første omgang sin kritik mod sammenklipningen af 'X Factor' på Instagram.

I opslaget refererer han blandt andet til en episode i et af programmerne, hvor man ser Benjamin Hav kommer med pizza til auditiondeltagerne.

Til de interesserede kan Benjamin Hav oplyse, at han endte med at bruge cirka 1.000 kroner på pizza.

Her kan du læse, hvorfor Thomas Blachman valgte at kritisere TV 2.