Når Disneys ikke-animerede udgave af 'Mulan' rammer biograferne i slutningen af marts, bliver det uden to af de bærende roller i filmen.

Li Shang, som de fleste kender som Mulans general og siden flamme i den animerede film fra 1998, er én af dem, som er skrevet ud af den kommende live action-udgave.

Det skriver BBC, der har talt med en af filmens producerer.

Til mediet fortæller producer Jason Reed, at beslutningen om at droppe den kinesiske general sker i kølvandet på de seneste års #Metoo-sager i Hollywood.

Magtbalancen mellem Mulan og Li Shang er ifølge produceren ikke tilsvarende måden at tænke på i 2020.

»Særligt set i lyset af disse #Metoo-tider vil det være ubehageligt at have en kommanderende general, der også er et seksuelt bekendtskab, med i filmen. Vi mente ikke, det var passende,« forklarer han.

Selvom Li Shang-karakteren ikke er en del af den kommende film, vil hans opgaver og del af fortællingen fortsat fremgå. For at løfte denne opgave har man skabt to nye karakterer.

»Den ene er kommandør Tung, der fungerer som hendes mentor i filmen. Den anden er Honghui, der er Mulans ligesindede i delingen,« forklarer Jason Reed.

General Li Shang er ikke den eneste karakter, der er blevet droppet i forbindelse med den nye version af 'Mulan'.

Også den lille drage Mushu er skrevet ud af fortællingen. Det er sket på baggrund af en opfordring fra det kinesiske publikum, har Jason Reed tidligere fortalt:

»Det traditionelle kinesiske publikum syntes ikke, at det var den bedste fortolkning af en drage i deres kultur. Dragen er et tegn på respekt og styrke og kraft, og det at bruge den som en fjollet bifigur faldt ikke i god jord hos det kinesiske publikum.«

I stedet for Mushu vil publikum opleve en føniks følge Mulan på hendes rejse, når filmen har dansk premiere 26. marts 2020.