Nu er der store nyheder for 'Badehotellet'-fans landet over.

Den folkekære tvserie, som tager udgangspunkt i livet omkring et hotel, der ligger lige ved Vesterhavet, vender tilbage med endnu en sæson.

Det afslørede TV 2 mandag aften, hvor det sidste afsnit af den 7. sæson løb over skærmen.

»Ja, vi arbejder med en fortsættelse af serien, men kan på nuværende tidspunkt ikke sige så meget mere,« lyder det fra forfatterparret bag serien, Stig Thorsboe og Hanna Lundblad.. De uddyber:

»Andet end at vi vil springe et år frem, hvilket vil sige til sommeren 1941, fortæller parret.«

Badehotellet har i denne sæson båret præg af, at handlingen er nået til år 1940, og Danmark bliver besat af tyskerne. Noget, B.T.s anmelder kaldte en form for kulmination i seriens udvikling i denne sæsons første anmeldelse.

'Efter seks (optakts-)sæsoner af TV 2's hitserie er det, som om universet er sat til at kulminere i de kommende år, hvor handlingen nu er sat til 1940, hvor Danmark er blevet besat af Hitlers nazi-hær,' stod der i anmeldelsen af første afsnit.

Og det ser alstå ud til, at fans kan glæde sig til mere i samme stil, for plottet i serien fortsætter i krigstiden.

Badehotellet har været en kæmpesucces for TV 2, og seertallene er gode, selvom man i denne omgang har været i gang med syvende sæson.

1.486.000 danskere skiftede over for at følge både gæster og ansatte på det populære hotel.

Den knap 1,5 million store gruppe, som skruede over på syvende sæsons tv-premiere, udgjorde 76 procent af alle seere, der så fjersyn den mandag i januar.

Det bliver afsløret af folkene bag serien, at der i næste sæson vil være et ulmende opgør, og at handlingen altså foregår i sommeren 1941.