Aftenens 17. afsnit af ’Tinka og Kongespillet’ var både mørkt og rørende. Tænk, at en så irriterende karakter pludselig viser sig at være en sand guttermand.

Esben Dalgaards hulemandsnisse Grot har det meste af årets julekalender været ret irriterende. Han har virket overspillet, overgearet og fuld af prut-jokes. Nu tog han pludselig en uventet drejning.

For sikke en chokafslutning vi fik på aftenens afsnit, hvor den tidligere sejrssikre nisse smed nissehuen i ringen og meldte sig ud af kongespillet – sympatisk, fordi han ikke har lyst til at slås imod sine to unge nissepigekonkurrenter.

Grot har siden Birks faldulykke virket mere og mere menneskelig, og det var nærmest rørende, da han inden sin chokmelding satte sig ved Birks seng og forsøgte at synge ham rask.

Nu er Grot pludselig min yndlingskarakter!

I anden halvdel af aftenens afsnit blev Tinka ført mere og mere imod den mørke side – præcis som prins Filias ønsker det.

Et emne i ’Tinka’-universet går på, at nisser ikke kan lide mennesker. Tinka er halvt menneske, halvt nisse, og det duer ikke, hvis hun vil være nissernes dronning, får hun banket i hovedet først af Skir og derefter Ingi.

Skir sagde det i et forsøg på at hjælpe, Ingi udelukkende for at skabe splid, og her viste Tinka sig endnu engang som en usikker ungnisse, for der var dælme ikke meget julestemning på gården, da hun pludselig slog hånden af Lasse.

Tinka og Ingi.
Tinka og Ingi. TV2

Scenen, hvor de ellers hyggeligt lagde ud med at diskutere, hvor god Birthe Neumanns bedstemor-karakter er til at sy, ændrede sig radikalt, da Tinka iskoldt leverede replikken »jeg har ikke brug for dig mere«.

De 'voksne' var lidt underligt handlingslammede, men i ’Tinka’-universet studser man selvfølgelig heller ikke over, at en 16-årig pige står til at regere et helt land, så det giver måske god mening, at Nille ikke sendte Tinka i skammekrogen.

I morgen begynder slutspillet. Grot er ude, og Birk er stadig i koma, så kampen står mellem Tinka og Falke. Skal vi gætte på, at de ender med at dele sejren, og så midt i glædesrusen sætter prins Filias sit angreb ind og bryder ud af sit fangetårn?