Jeg frygtede, at TV 2’s nye dramaserie ‘Danefæ’ mest af alt ville være en omgang hygge-tv, men heldigvis blev min frygt gjort til skamme.
Serien har nemlig taget et modigt valg - og jeg sluger det råt.
I ‘Danefæ’ følger vi arkæologparret Michael, spillet af Anders W. Berthelsen og Esther, spillet af Lene Maria Christensen.
De bor i næsten urealistisk smukke omgivelser på Fyn og fejrer i seriens åbningsscene sølvbryllupsmorgen med familien i morgensolen.
Det bliver næsten ikke mere idyllisk. Men under den umiddelbare idyl er der spændinger i parforholdet.
Michael er direktør for Nationalmuseet og en berømthed i branchen, der arbejder på en stor, dyr udstilling om Harald Blåtand, mens Lene Maria Christensen arbejder på Ladby Museum på østfyn og stadig lidt sukker efter karrierens gennembrud.
Da hun får afslag på en ansøgning om midler til en ny udstilling om vikingetiden og finder ud af, at de midler er gået til hendes mand Michael, som har søgt pengene uden hendes vidende, slår forholdet mellem det ellers lykkelige ægtepar sprækker.
Dynamikken mellem ægteparret er en af seriens store styrker. Det er et interessant snit at fokusere på, hvordan karriere, ambition og ulighed kan påvirke et forhold.
Og så når vi også frem til det, jeg kalder et modigt valg. For serien går dybt i det arkæologiske spor, da Esther ved en udgravning finder et skelet, som langsomt viser sig at være noget ganske særligt.
Vi følger det arkæologiske udgravningsarbejde og nørder ned i begreber som magtringe, runestave og ulfberthsværd, og jeg sluger det råt.
Faktisk bliver jeg, som altså aldrig har interesseret mig nævneværdigt for hverken vikingetiden, Harald Blåtand eller arkæologi, ganske opslugt af det her spor, og det er fedt, at man også i serien bruger de arkæologiske fund som motor - man insisterer faktisk på at fortæller noget Danmarkshistorie og gøre os klogere.
Samtidig spidser parforholdsproblemerne til mellem Michael og Esther, da det står klart, at deres tilgang til de arkæologiske fund er ganske forskellig.
Lene Maria Christensen er altid god, og også i ‘Danefæ’ er hun enormt seværdig. Hun er seriens følelsesmæssige anker, som vi hepper på, fordi hun er saglig, faglig og en kvinde, der kæmper for den chance, hun aldrig helt har fået karrieremæssigt.
Omvendt er Michael ham, der har fået alle chancerne, og vi finder hurtigt ud af, at selvom han indledningsvis fremstår som den perfekte, søde ægtemand, der samtidig er et fagligt fyrtårn, så er han måske mere egoistisk og opportunistisk, end vi lige tror.
Forhåbentlig kan det måske også få nogle interessante snakke om arbejdsliv og kønsroller i gang hjemme i de danske stuer.
Når ‘Danefæ’ er bedst, er den medrivende, lærerig og prikker til nogle spændende dynamikker.
Desværre er dialogen flere steder noget gumpetung, hvor tingene simpelthen overforklares i sådan en grad, at det bliver en smule utroværdigt.
Jeg synes, desværre det er lidt et tilbagevendende problem i danske dramaserier, og her burde man altså stramme lidt op.
Derudover mudres de spændende to hovedspor lidt af en for mig ligegyldig historie om parrets datter Liva, der skylder penge, men det kan være, det giver mening senere i serien.
Begge dele er dog mindre detaljer i en ellers vellykket serie, og jeg glæder mig til at se, hvor vi ender.
Anmeldelsen er baseret på de første tre afsnit af serien. ‘Danefæ’ kan ses på TV 2 hver søndag.