Der var lagt op til, at politiefterforskeren Rolf Larsen igen skulle opklare store kriminelle dagsordener.
Men i sidste øjeblik droppede TV 2 at give krimiserien 'DNA' en tredje sæson – selvom serien både herhjemme og internationalt har haft seersucces.

Og nu kommenterer hovedrollen selv til B.T. på sæsonen, der måske aldrig får sendetid.
»Jeg tror ikke, den kommer tilbage, men lever ved de to sæsoner - i hvert fald indtil videre,« siger skuespiller Anders W. Berthelsen.
»Jeg tror, det var planerne at gå i gang med en tredje sæson, men måske var det noget med finansieringen, eller måske var det hovedrollen, de ikke kunne holde ud?,« siger Anders W. Berthelsen til pressedagen for TV 2-serien 'Dag og nat', som han medvirker i.
Er det noget, der ærgrer dig?
»Nej, det går jeg ikke så meget og tænker over. Jeg synes, det har været sindssygt spændende at lave de to første sæsoner. Men jeg står heller ikke og ærgrer mig, hvis der ikke skal laves en sæson tre.«
Ifølge Politiken havde skuespillerne ellers ryddet kalenderen, og manuskriptforfatter Torleif Hoppe havde færdiggjort tredje sæson.
Men TV 2 droppede projektet få måneder før første optagelsesdag. Til stor ærgrelse særligt for manuskriptforfatteren.
»Det virker formålsløst at bruge så meget tid og penge på noget, der tegner til at blive vildt godt, og så pludselig trække stikket, fem minutter før vi skal i gang«, fortalte Torleif Hoppe til Politiken i september.

Det er formentlig ikke første gang, at Anders W. Berthelsen møder stor opbakning til fortsættelser af de serier og film, han medvirker i.
Selvom DNA i denne omgang ikke bliver til noget, fortæller Anders W. Berthelsen, at der er to andre roller, han sagtens kunne vende tilbage til.
»Det kunne være sjovt se på 'Mifunes sidste sang', som jeg lavede for mange år siden. Dårlig film. Men: 'Hvad skete der med dem – hvor rykkede de hen?' Det kan også være, det ville være røvkedeligt. Det ved jeg ikke,« siger han og tilføjer:
»'Italiensk for begyndere' måske. Det var sjovt, fordi der var så mange karakterer med, og det kunne også være meget sjovt at se, hvor de er i dag.«

