Det er underdrivelse at kalde Harry Potter-filmene for en succes.

Men selvom filmserien blev et hit verden over – og stadig er det – var alle skuespillerne ikke lige begejstrede.

Det afslører Alan Rickmans private dagbøger, som efter hans død i 2016, er blevet til bogen 'Madly, Deeply: The Alan Rickman Diaries'.

Det skriver Daily Star.

I dagbøgerne deler Alan Rickman, der spillede den ikoniske rolle som Severus Snape, blandt andet om sine tanker om 'Harry Potter og De Vises Sten' i forbindelse med, at den første film i serien ramte biograferne.

Rickman skriver, at han følte »lidt ingenting om Harry Potter, hvilket virkelig forstyrrer mig«.

Rickman fik stor succes i rollen som 'Snape'. Her ses et mindested i London efter hans død i 2016.
Rickman fik stor succes i rollen som 'Snape'. Her ses et mindested i London efter hans død i 2016. Foto: Leon Neal/AFP/Ritzau Scanpix

Og det var tilsyneladende en følelse, der varede ved.

For efter at have set filmen, rettede han kritik af soundtracket, der er lavet af John Williams.

Filmen »får en skala og dybde, der matcher John Williams' grufulde musik,« skriver Rickman.

Da den anden film udkom i 2002, var Rickmans tålmodighed tydeligvis ved at være opbrugt.

»Jeg gentager, at der ikke bliver flere Harry Potter-film. De vil ikke høre om det.«

Videre skriver han, at han til sidst forpligtede sig til at »føre det til ende«.

Efter at have set den sjette film i serien, 'Harry Potter og Halvblodsprinsen', var Alan Rickman igen utilfreds.

I dagbøgerne beskriver han, at han havde lyst til at »smadre de tre Davids hoveder mod den nærmeste væg«, med henvisning til Harry Potter-producerne, David Heyman, David Barron og David Yates.

Rickman skriver, at han – efter at have set filmen – sad tilbage med spørgsmålet: »Hvor er historien?«

Selv Snapes egen død blev ikke, som Rickman havde håbet på.

Notaterne fra dagbøgerne afslører, at han mener, at døden viste sig at være »lidt episk og japansk«.

Derudover beskriver han den som »foruroligende at se på«.

Trods sin skuffelse erkender Alan Rickman, at seerne var »meget glade«.

Og alt omkring de succesfulde film var dog ikke udelukkende negativt.

Rickman var nemlig særligt glad for den tredje Harry Potter-film, 'Fangen fra Azkaban'.

Han skriver, at filmskaberen havde gjort »et ekstraordinært stykke arbejde«, og at filmen var langt mere »voksen«.