Blev han dræbt? Skred han frivilligt? Hvad skete der egentlig med Carole Baskins mand?
Spørgsmålene står, 23 år efter Don Lewis' forsvinden, fortsat ubesvaret hen. Men nu kommer den forsvundne millionærs tidligere advokat med sit bud på, hvad der kan være hændt ham.
»I min optik er der ingen tvivl om, at han blev dræbt,« siger advokat Joseph Fritz i et interview med Fox Nation-programmet 'A Tiger King Investigation'.
Programmet tager, som navnet antyder, udgangspunkt i den populære Netflix-serie 'Tiger King', og det er da også netop serien, der har bidraget til at puste nyt liv i den mere end to årtier gamle forsvindingssag.
I serien lægger den famøse Joe Exotic ikke fingre imellem, når han omtaler Carole Baskin, og han er da heller ikke sen til at beskylde hende for at stå bag sin mands forsvinden. Beskyldninger, der bygger på rygter, som stortrives i miljøet omkring ejerne af de eksotiske dyr.
Selv afviser Carole Baskin blankt, at hun skulle have dræbt sin mand og fodret tigrene i hendes reservat med mandens jordiske rester, som rygterne ellers lyder.
Hun og Don Lewis mødte hinanden i 1980, og kort efter forlod sidstnævnte sin hustru for sammen med Carole Baskin at drive reservatet Hillsborough County.
I 1997 forsvandt millionæren Don Lewis så. Næsten sporløst. Det eneste spor efter ham var hans bil, som man fandt ved en flyveplads. Og netop placeringen af bilen er essentiel i advokat Joseph Fritz' teori.
Han tror, at Don Lewis blev lokket ud til flyvepladsen under påskud af, at nogen ville indgå en flyhandel med ham.
»Don Lewis var ufattelig nærig, selvom han var rig. Han var nærig ud over det sædvanelige. Det, der ville have lokket ham mere end noget andet, var et godt tilbud på et fly. Så det er, hvad jeg tror, der er sket: Han blev lokket hen til flyvepladsen for at se på et fly.«
Carole Baskin har ved flere lejligheder fortalt politiet, at Don Lewis planlagde at rejse til Costa Rica, hvor han havde et hus. Men advokaten tror ikke, at millionæren er stukket af til det mellemamerikanske land.
Han ville simpelthen ikke forlade sine højtelskede tigre frivilligt. Advokaten er derfor overbevist om, at nogen har slået millionæren ihjel.
»Det, jeg har hørt, er, at han blev kvalt på bagsædet af et fly over den Mexicanske Golf,« siger Joseph Fritz og tilføjer, at Don Lewis foretrak at flyve meget lavt - 'under radaren' - fordi han havde fået frataget sin pilotlicens.
Teorier og rygter til side har Carole Baskin aldrig været mistænkt i forsvindingssagen om hendes ægtemand.
Om den nogensinde bliver opklaret, må tiden vise. Joseph Fritz er overbevist om, at sandheden nok skal komme frem en dag:
»En dag kommer en af de involverede til at træde forkert og få brug for et get-out-of-jail-free card (en mulighed for at indgå en god handel vedrørende fængselsstraf, red.). Dér kommer der til at ske noget.«