I en pressemeddelelse oplyser TV 2 således, at der sker store ændringer med det kendte format, og Abdel Aziz Mahmoud vil ikke fremover være at finde i værtskorpset.

Det betyder dog ikke, at den kendte vært forsvinder fra TV 2's sendeflade.

Abdel Aziz Mahmoud er nemlig vært på underholdningsformatet 'Insider', der fik premiere på TV 2 Echo i maj, og som er et format, hvor forskellige kendte danskere gæster programmet og fortæller lidt om deres eget liv.

Men fra den 18. oktober rykker programmet altså til hovedkanalen, hvor det fremover vil blive sendt lørdag aften - fra selvsamme studie, hvor der optages 'Go morgen' og 'Go aften Live'.

Og det er altså dét program, Abdel Aziz Mahmoud fremover skal hellige sig i samarbejde med programmets anden vært, Nicklas Bøhm.

»Nicklas og jeg laver et popkultur-program, som vi selv ville elske at se med vores venner, men som vi kun kender fra amerikanske shows.«

»Vi er i selskab med mange fantastiske stjerner, der alle kommer med indblik og perspektiver på alt det, der former popkulturen lige nu - helt perfekt til en kulørt lørdag aften, hvis du spørger mig,« siger Abdel Aziz Mahmoud i pressemeddelelsen fra TV 2.

Tidligere udgaver af 'Insider' har haft besøg af forskellige kendte danskere som Pilou Asbæk, Mascha Vang, Casper Christensen - og måske mest opsigtsvækkende - den amerikanske stjerne Lily Collins.