Hun var den gennemgående stjerne i den australske udgave af 'Gift ved første blik'.

Nu er datingeksperten Mel Schilling død efter kort tids alvorlig sygdom.

Det bekræfter hendes mand i et opslag på Instagram – det skete »fredfyldt« og »omgivet af kærlighed«, skriver Gareth Schilling.

I 2016 blev Mel Schilling for alvor kendt i Australien, da hun blev tilknyttet det populære datingprogram 'Gift ved første blik', som jo også er ret kendt herhjemme.

Her guidede hun deltagerne igennem kærlighedslivet, og den stjernestatus, som hun hurtigt fik, førte til, at hun også kom med i en lang række andre programmer.

Også i Storbritannien.

Som hendes mand betegner hende i opslaget på Instagram: »Dronningen af reality-tv.«

Men for kun lidt mere end to år siden fik Mel Schilling konstateret tyktarmskræft – der siden spredte sig særdeles hurtigt.

Hun formåede dog at være med i 'Gift med første blik' lige til det sidste og gennemgik samtidig 16 behandlinger med kemoterapi, skriver BBC.

Fra tv-selskabet bag programmet, lyder det:

»Mel var en vidunderlig kollega og ven. Hun havde en evne til at komme i kontakt med mennesker og hjælpe dem med at navigere gennem livets udfordringer,« lyder det:

»I årevis hjalp hun os med at forstå det komplekse i menneskets hjerte, med klogskab, ærlighed og venlighed.«

Mel Schilling blev 54 år.