25-årige Jacob fra Vejle har store drømme for sin fremtid som et voksent og selvstændigt menneske.

Men han er alt andet end selvstændig.

Drømmene er svære at få ført ud i livet, da han er arbejdsløs og bor hjemme hos sine forældre, som heldigvis virker til at være velstillet.

Han bidrager ikke til husholdningen og betaler ikke for at bo hjemme. Til gengæld har han i det seneste år modtaget 11.300 kroner af forældrene hver måned.

Pengene er eksempelvis blevet brugt på fastfood, når faderens madlavning ikke har tilfredsstillet ham. Det betyder, at den unge mand har brugt omkring 1.600 kroner om måneden på mad.

»Jeg synes, det er respektløst over for min far, men jeg har ikke tænkt over det indtil nu. Helt ærligt har jeg bare tænkt, jeg gerne vil have en pizza,« siger han til eksperterne.

Men hans helt store hobby er computer og gaming. Han har brugt omkring 32.000 kroner på gaming i de seneste 12 måneder.

Ud af det store beløb har han brugt 18.000 kroner på at se andre spille computer. Og det er vel også et slags arbejde for den unge mand, der kan bruge 14-18 timer om dagen foran skærmen.

»Jeg har nok været lidt for doven til at søge arbejde. Jeg har udskudt det,« siger han i programmet.

Han vurderer, at der er gået mellem tre-fire år, siden han sidst har haft et job.

Til gengæld har forældrenes økonomiske hjælp også bidraget til, at Jacob bruger 9.700 kroner om måneden på fornøjelser og især elektronik.

Få dage efter han blev godkendt til at medvirke i 'Luksusfælden', købte han en gamercomputer til 23.000 kroner og et kamera til 5.500 kroner.

Den unge mand håber dog på, at eksperterne Mette Reismann og Carsten Linnemann kan give ham et overblik over hans mange kreditorer.

Han bliver i den grad også chokeret, da de kan afsløre, at han skylder 644.000 kroner væk. Og han ejer intet af reel værdi.

Jacob skylder familien 250.000 kroner. Den resterende gæld er SU-lån, syv forskellige teleselskaber og en række af de omstridte kviklån.

Du kan se det seneste afsnit af 'Luksusfælden' klokken 20 tirsdag aften på TV3