Torsdag blev næste års teaterstykker på Østre Gasværk præsenteret. Et af stykkerne er musical'en 'Hjælp Søges', som er skrevet af ABBAs Benny Andersson og Björn Ulvaeus.

I det stykke er der overtal af dyr på rollelisten, hvor gæs, grise, geder og køer blandt meget andet er på scenen. Det er de sammen med Jesper Lohmann og Jesper Asholt i hovedrollerne som to ubehjælpsomme bonderøve, der skal have hjælp til at passe den gård, som de bor på.

Hvad er så mere oplagt end med rigtige, levende dyr på scenen? Dyrene vil blive passet af Cirkus Arenas Suzanne Berdino, som også selv kommer til at spille med i musicalen.

De to hovedrolle-indehavere har hver deres forhold til dyr. Jesper Asholt voksede op med gårde lige i nærheden i opvæksten nær Bjerringbro, hvor der var masser af dyr, der skulle malkes.

- Jeg besøgte næsten hver dag min fætter, som boede lige i nærheden. De havde en masse dyr, så jeg er vant til at malke køer, siger Jesper Asholt.

For hans makker på scenen er det noget anderledes.

- Jeg er jo fra Smørum, hvor der ikke er så mange dyr. Man kan sige, at jeg ikke ligefrem har været sådan en hestepige. Jeg har dog prøvet at ride, siger Jesper Lohmann.

Desuden har de to spillet en del sammen siden 2008, hvor de først lavede Four Jacks sammen.

- Derfor kender vi hinanden rigtigt godt. Vi komplimenterer hinanden godt, og der er måske lidt fy og bi over os, siger Jesper Lohmann.