Han er kun 14 år, men er for alvor ved at slå sit navn fast på verdensscenen.

Ja, faktisk er Anders Vejrgang allerede ham, alle snakker om. Den danske FIFA-spiller regnes for at være et af de absolut største talenter overhovedet, og weekend efter weekend beviser han lige nu, hvorfor han har fået lige præcis det stempel på sig.

Foran PlayStation-konsollen er der nemlig ingen, der i øjeblikket kan matche den unge knægt fra Hjørring, når det kommer til at stråle i det ultrapopulære fodboldspil.

De seneste ti weekender har han udfoldet sine imponerende evner med joysticket i FIFA Ultimate Team Champions, hvor man spiller 30 onlinekampe, og søndag nåede Vejrgang så en milepæl, der aldrig er set før. Hans statistik lyder nu på imponerende 300 sejre og – ja, du gættede rigtigt – 0 nederlag!

Danskeren, der til daglig tørner ud for tyske RB Leipzig, har da for længst ramt alverdens medier på grund af sit enorme talent, og med weekendens resultat ser det ikke ligefrem ud til at stoppe foreløbigt.

På de sociale medier er han også blevet eksponeret heftigt – blandt andet af siden '433', der på Instagram har ikke mindre end 32,9 millioner følgere.

Det har derfor også fået hans egen profil til at eksplodere, så han på få måneder er gået fra 15.000 følgere til i dag at have 217.000, der følger med. Et tal, der lige nu stiger og stiger, som timerne går.

FIFA-kometen har dog haft en lidt speciel weekend, efter det i flere medier som SportBible og GiveMeSport blev beskrevet, at Vejrgangs sejrsstime var blevet brudt.

Det er dog langtfra sandheden, da nederlaget skete i en separat turnering, og danskeren kunne derfor lukke munden på alt og alle, da han igen rundede weekenden af med en perfekt score.

Anders Vejrgang fortsætter dermed ufortrødent med at ødelægge sine modstandere, samtidig med at han nu blot tæller dagene, indtil han fylder 16.

EA Sports, der er spilfirmaet bag FIFA, dikterer nemlig, at spillerne skal være fyldt 16 år for at deltage i de store turneringer. Derfor har han eksempelvis heller ikke spillet en eneste kamp i eSuperligaen, der lige nu er i fuld gang med sæson fem, ligesom han heller ikke må deltage i verdensmesterskabet endnu.

Men netop VM har Anders Vejrgang på sigtekornet.

Allerede som 12-årig erklærede han køligt i et interview med B.T., at hans store drøm var at vinde lige præcis verdensmesterskabet. Dét interview kan du læse lige her.