»Skal vi lave et forsøg? Kan vi sætte fem Counter-Strike-spillere sammen og fyre noget kokain i dem og så se, hvordan de klarer den?«

Der blev både grinet og joket i studiet under onsdagens opgør mellem FaZe Clan og NIP. For i kølvandet på en snak om doping i esport faldt snakken pludselig på stoffet kokain.

Snakken foregik på TV 2's nye Counter-Strike-kanal på TV 2 Play, som ifølge kanalen er skabt for at tilbyde endnu mere Counter-Strike til 'en yngre målgruppe'.

Sådan lød det onsdag aften i studiet:

  • »Vi snakkede lidt om doping i esport. Der er startet en stor debat, omkring kokain er det rigtige stof, hvis man skal være performance-orienteret i Counter-Strike. Jeg har ingen erfaringer, så det ved jeg ikke. Den debat står I lidt alene med derude, men jeg kan godt lide jeres sindssyge tankegang lige nu,« lyder det grinende fra vært Andreas 'Jern' Thomsen.

  • »Skal vi lave et forsøg? Kan vi sætte fem Counter-Strike-spillere og fyre noget kokain i dem og så se, hvordan de klarer den?« fortsætter værten.

  • »Det er jeg sikker på, at TV 2 vil 'signe af' på,« svarer ekspert Dennis 'VNG' Vang ironisk.

  • »Der tænker jeg, at vi har Thomas Sønnichsen (TV 2-journalist, red.) som in-game-leader, og så laver vi et hold rundt om ham,« joker Andreas 'Jern' Thomsen.

  • »Jeg skal med i hvert fald, det er helt sikkert,« siger Counter-Strike-spiller og ekspert Nicolai 'torben' Amorim.

Debatten foregik også på udsendelsens populære Facebook-gruppe 'CS:GO på TV 2 Zulu'. Her er der blandt andet et opslag, hvor der – i en seriøs tone – argumenteres for, hvorfor kokain ikke er optimalt som præstationsfremmende middel.

Som en kommentar til opslaget svarer en bruger blandt andet, at adderall og ritalin også er mere udbredt.

B.T. har været i kontakt med redaktionschef på TV 2 Allan Hvid, der er ansvarlig for kanalens Counter-Strike-udsendelser. I en sms skriver han:

»Der var en løssluppen stemning i vores CS:GO-studie forleden, som der ofte er. Det er en stor del af vores dna. Men vi er alle blevet enige om, at det også var lidt for løssluppent forleden aften, og vi synes naturligvis ikke, at der skal laves sjov med stoffer.«

Han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.