»De har handlet i ond tro.«

Der er ondt blod mellem to af Danmarks bedste Counter-Strike-hold, efter Astralis søndag har offentliggjort transferen af Patrick ‘es3tag’ Hansen fra FunPlus Phoenix.

Når danskerens nuværende kontrakt udløber 1. juli, vil han således tilslutte sig de øvrige Astralis-stjerners mandskab som en del af en trup på seks mand.

Men hvad der mest af alt ligner en handel som så mange andre, kan nu ende med at blive alt andet end smertefri. I hvert fald hvis man spørger Counter-Strike-holdet Heroic.

24-årige Patrick 'es3tag' Hansen skal fra 1. juli spille for verdens aktuelt næstbedste hold, Astralis.
24-årige Patrick 'es3tag' Hansen skal fra 1. juli spille for verdens aktuelt næstbedste hold, Astralis. Foto: Astralis Group
Vis mere

Det skyldes en helt særlig udtalelse fra direktøren Erik Askered, der faldt lørdag. Men inden vi kommer til den, skruer vi tiden en smule tilbage.

15. marts kunne den kinesiske esportsorganistation FunPlus Phoenix nemlig offentliggøre, at de havde købt spillerne fra det danske hold Heroic. Et hold, der blandt andet består af Patrick ‘es3tag’ Hansen.

Den handel, der ifølge B.T.s oplysninger lyder på lidt over 25 millioner kroner, betød samtidig, at de fem spillere nu i stedet for at spille turneringen ESL Pro League skulle spille turneringen Flashpoint, som FunPlus Phoenix-organisationen har købt en plads i.

Men ifølge det anerkendte Counter-Strike-medie HLTV kan hele handlen og dermed deltagelsen i den store turnering nu ryge på gulvet på grund af Astralis’ køb af ‘es3tag’.

FunPlus Phoenix består lige nu af (fra venstre): Casper 'cadiaN' Møller, Johannes 'b0rup' Borup, Marco 'Snappi' Pfeiffer, Patrick 'es3tag' Hansen og Martin 'stavn' Lund. Foto: Thomas Frederiksson.
FunPlus Phoenix består lige nu af (fra venstre): Casper 'cadiaN' Møller, Johannes 'b0rup' Borup, Marco 'Snappi' Pfeiffer, Patrick 'es3tag' Hansen og Martin 'stavn' Lund. Foto: Thomas Frederiksson. Foto: Thomas
Vis mere

Og nu vender vi så tilbage til Erik Askered. Lørdag gik han nemlig til angreb på det danske Counter-Strike-flagskib og kom med en alvorlig anklage mod dem.

»Vi er i gang med juridiske forberedelser. Det skyldes, at vi ved og kan bevise, at Astralis har handlet i ond tro og dermed påvirket vores salg af spillerne til FunPlus Phoenix,« sagde han til HLTV.

Hvad Astralis ifølge direktøren præcis skulle have foretaget sig uddybes ikke.

Alligevel gik administrende direktør i Astralis Group Nikolaj Nyholm på Twitter søndag for at svare igen på anklagen.

Her forklarede han hele forløbet omkring ‘es3tag’ og afviste samtidig, at de skulle have gjort noget, der påvirkede eller skadede handlen mellem Heroic og FunPlus Phoenix:

'Der er ikke blevet foretaget nogle handlinger til skade for Heroic eller FPX, og vi har ingen indsigt i aftalen mellem de to. Vores mål har været at skrive under med en fremragende spiller på en fri transfer for at nå vores mål om præstere bedre og tænke på¨spillernes helbred,' skriver han.

Nikolaj Nyholm afslørede samtidig, at Erik Askerud forlangte et massivt millionbeløb, hvis Astralis ville købe ‘es3tag’ fri af hans kontrakt.

'Onsdag blev vi sat i kontakt med Erik Askered og anmodede om muligheden for at købe Patrick. Vi fik at vide af Erik, at prisen for de tre måneder, der var tilbage af hans kontrakt, var 800.000 dollars (5,6 millioner kroner). Vi afviste høfligt, men var selvfølgelig stadig interesserede i, at Patrick kom tidligt.'

Det har ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra hverken Erik Askerud eller Nikolaj Nyholm.

24-årige Patrick ‘Es3tag’ Hansen skifter officielt fra FunPlus Phoenix til Astralis 1. juli 2020.