Den danske Counter-Strike-stjerne Markus Kjærbye skifter til FaZe.

Det bekræfter det amerikanske storhold på Twitter.

Siden fredag har der floreret rygter om, at den 22-årige dansker skulle have landet en aftale med Counter-Strike-holdet. Nu er det så endelig bekræftet.

Det var det anerkendte Counter-Strike-medie HLTV, der først skrev, at en aftale var på plads med den danske stjerne.

22-årige Markus Kjærbye (ARKIVFOTO).
22-årige Markus Kjærbye (ARKIVFOTO). Foto: Kevin C. Cox
Vis mere

For bare en måned siden kom det frem, at Markus Kjærbye og den danske organisation North valgte at gå hver til sit.

»Det er med tungt hjerte, at vi siger farvel til 'Kjaerbye'. Han er på sine bedste dage ikke kun en af ​​de bedste i verden, men også en god holdkammerat og en inspirerende kollega,« udtalte Christian Engell, der er performance manager i North, dengang.

Bruddet skete på baggrund af en hård periode for den danske stjerne, efter han i maj valgte at holde en pause fra computerskærmen.

Årsagen var helbredsproblemer i form af mavesmerter, åndedrætsbesvær og brystkramper, men hovedpersonen selv understregede dog, at karrieren langtfra var forbi.

En karriere, der nu bliver genoptaget allerede ved ESL One i tyske 18. august.

Her får den danske profil sin debut for det amerikanske Counter-Strike-hold.

Danskerens skifte betyder, at Aurimas 'Bymas⁠' Pipiras vil blive skubbet ud af FaZe-holdet.

Markus Kjærbye vakte i januar 2018 stor opsigt, da han tog det 'forbudte' skifte fra Astralis til rivalerne fra North.