I B.T.s nye miniserie 'De nye superstjerner' møder vi tre af Danmarks nye store helte. Det populære skydespil Counter-Strike er vokset enormt de seneste år, og Danmark er med helt fremme i kampen om både prestige og millioner af kroner.

I andet afsnit møder vi Valdemar 'valde' Bjørn Vangså fra det danske Counter-Strike-hold North, der blandt andet fortæller, hvordan det hele startede, da han for få år siden sagde sit job op i forsvaret for at satse alt på Counter-Strike.

For Valdemar Bjørn Vangså var det nemlig ikke givet fra starten, at Counter-Strike skulle blive hans levevej. Han stoppede med at spille i gymnasiet og tog derefter et job i forsvaret, inden han pludselig stoppede op og gik tilbage til computerskærmen..

Her kan du se og høre 'valde' fortælle om rivaliseringen mellem North og Astralis:

»To af dem, jeg havde spillet med, inden jeg begyndte i forsvaret, var begyndt at leve af det. Og så kan jeg huske, at jeg tænkte for mig selv, at hvis de kan leve af det, og jeg var lige så god - hvis ikke bedre end dem - så kan jeg vel også,« siger 'valde' og fortsætter:

»Så det endte med, at jeg sagde mit job op inde i forsvaret, og derefter brugte jeg et halvt år på bare at spille, spille og spille. Og til sidst var jeg både så dygtig og heldig, at jeg fik min første professionelle kontrakt tilbage i 2016.«

I dag spiller 'valde' for verdens i øjeblikket 10.-bedste hold, North, der til daglig træner med en udsigt over Danmarks nationalstadion, Parken. Her er han én af stjernerne på et hold med fire andre, der hver dag træner og forbereder sig til nogle af de største turneringer rundtomkring i verden.

Her kan du se og høre ‘valde’ fortælle, hvordan hverdagen nogle gange er hård, når man også har en kæreste:


Counter-Strike og esport i det hele taget er gennem de sidste par år vokset og vokset. Niveauet, turneringerne, pengene og eksponeringen er eksploderet, og i dag er det ikke ualmindeligt også at kunne se Counter-Strike i fjernsynet.

Og for Valdemar Bjørn Vangså er det en udvikling, som han nogle gange har svært ved helt at fatte, når han tænker tilbage på sit job i forsvaret for bare få år siden.

»Det har været en kæmpe udvikling, og nogle gange skal man næsten knibe sig selv i armen for at se, om det er rigtigt.«

Her kan du se og høre 'valde' fortælle om sit forhold til de mange penge, han tjener:


»Jeg kan huske, at vi startede med at få 700 dollar i løn. Så kunne man vise til sine forældre, at der kom lidt ind, men det var jo mindre end en SU, men derfra fik det virkelig hurtigt, og det kom hurtigt på et helt andet niveau. Og nu kan vi jo bare se, hvor vi sidder i dag.«

Følg med fredag, når vi præsenterer tredje og sidste afsnit af 'De nye superstjerner'. Her møder vi Patrick 'es3tag' Hansen fra Heroic.

Du finder seriens første afsnit, hvor vi møder Astralis' Nicolai 'dev1ce' Reedtz, lige HER.