Han tog sin del af store slåskampe ved forhandlingsbordet gennem sine 30 år i Spillerforeningen.

Siden har Mads Øland skiftet fodbolden ud med Counter-Strike, hvor han som direktør for den globale spillerforening varetager stjernernes interesser. Men nu befinder han sig i en ny konflikt.

Der er nemlig udbrudt krig mellem den internationale spillerforening, CSPPA, og en lang række af de største Counter-Strike-organisationer i verden – herunder danske Astralis. Det sker, efter foreningen tirsdag så sig nødsaget til at tage drastiske midler i brug.

Her ventede et hav af fans nemlig i spænding på, at den store Counter-Strike-turnering Blast Premier Fall skulle skydes i gang med et brag. Men få minutter før opgøret mellem de to storhold Vitality og Mousesports skulle spilles, skete der noget uventet. Spillerne nægtede at starte.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

I stedet kunne man på Spillerforeningens Twitter-konto læse, at spillerne var alt andet end tilfredse med den danske esportsvirksomhed Blast, der arrangerer nogle af verdens største turneringer i det populære skydespil.

I år har de nemlig indført en række krav, som spillerne på de otte deltagende hold ikke vil acceptere.

Sagen tager sit udgangspunkt i de såkaldte 'voice comms', der er den kommunikation, som hvert hold har med hinanden i løbet af en kamp.

De lyd- og filmoptagelser har Blast i år haft adgang til som en del af tv-produktionen, så de eksempelvis kan vise små klip med reaktioner.

Astralis har som organisation langet ud efter CSPPA, men meget tyder på, at spillerne står bag deres forening. Stjernen Andreas 'Xyp9x' Højsleth er således en del af bestyrelsen.
Astralis har som organisation langet ud efter CSPPA, men meget tyder på, at spillerne står bag deres forening. Stjernen Andreas 'Xyp9x' Højsleth er således en del af bestyrelsen. Foto: Cooper Neill
Vis mere

Men ifølge CSPPA har de også misbrugt den, så uvedkommende som eksempelvis eksperter, tv-værter og andre har haft mulighed for at kunne lytte til samtlige minutter af optagelserne, der indeholder både private samtaler og især taktikker, som spillerne ikke ønsker kommer ud.

»Vi spillere er skuffede over, hvordan Blast har håndteret dette. Vi har forsøgt at samarbejde med dem, men de har overhovedet ikke været villige til at interagere med os. De har efterladt os med intet andet valg end at sætte foden ned. Forhåbentlig hører de vores bekymringer på denne måde,« lød det samlet fra spillerne.

»Blast har tilladt eksperter og andre at få adgang til vores TeamSpeak, og det har ført til, at information er blevet delt videre til andre i miljøet. Det er ikke fair over for holdene og spillerne, der har brugt meget tid på at få en fordel ved at perfektionere taktikker.«

Derfor var beskeden klar. Ville Blast ikke indlede forhandlinger om en aftale med CSPPA, stillede spillerne ikke op til kampen. En reel strejke og konflikt var altså påbegyndt.

Over to timer senere kunne kampen mellem Vitality og Mousesports så endelig gå i gang, da Blast indvilgede i at påbegynde en dialog med den globale spillerforening.

Onsdag aften fik konflikten så et nyt lag, da hele 14 hold gik ud med en fælles udtalelse, hvor de langede ud efter Mads Ølands CSPPA. Her er det vigtigt at notere, at det er organisationerne og ikke spillerne selv, der langer ud.

'Som et resultat af dette allerede vellykkede partnerskab løste Blast de spørgsmål, der blev rejst omkring brugen af stemmekommunikation, allerede 23. november. Vi forstår ikke, hvordan og hvorfor CSPPA er involveret i at forsøge at rejse bekymringer omkring et allerede løst problem uden vores viden eller enhver form for tidligere kommunikation,' lyder det blandt andet fra organisationerne.

På den liste af hold, der står bag udmeldingen, finder man ud over Astralis blandt andre Vitality og Mousesports. Altså lige præcis de to organisationer, hvis spillere tirsdag valgte at indlede en strejke.

Derfor tyder meget også på, at der lige nu er udbrudt krig i Counter-Strike-miljøet, hvor spillerne med Mads Øland som indpisker kæmper for bedre rettigheder i det ene ringhjørne, mens organisationerne og turneringsarrangøren Blast står placeret i det andet.

Det er dog uvist, helt præcis hvem og hvor mange spillere der er medlem af CSPPA og derfor deler foreningens holdning.

Blast har selv reageret på den igangværende konflikt i noget mere generelle vendinger. I et tweet onsdag aften skriver de:

'Vi står bag vores hold og forbliver forpligtede til at opretholde en konkurrencemæssig integritet, samtidig med, at vi skaber den bedste underholdning for fans. Vi vil arbejde sammen med holdene og spillerne for at forbedre branchen for alle. Nu tilbage til det, vi alle elsker.'

Det har ikke været muligt at få uddybende kommentarer fra hverken Blast eller CSPPA's Mads Øland.