Der var lagt op til den helt store danske søndagsfest i en propfyldt Royal Arena, men sådan skulle det ikke gå.

Det danske Counter-Strike-hold Astralis kunne således ikke leve op til favoritværdigheden i semifinalen ved Blast Premier Fall Final, der i stedet blev vundet af franske Vitality.

Med superstjernen Mathieu 'ZywOo' Herbaut i spidsen gjorde franskmændene således livet surt for Astralis og de mange tusinde danske fans, der havde håbet på en finaleplads til deres favorithold.

Astralis vandt ellers første map med 16-12, hvilket sendte den propfyldte arena på den anden ende, men Vitality bragte balance i regnskabet ved at vinde andet map med 16-11.

Royal Arena kogede søndag aften, men det var ikke nok for Astralis, der akkurat misser finalen ved Blast Pemier Fall Final.
Royal Arena kogede søndag aften, men det var ikke nok for Astralis, der akkurat misser finalen ved Blast Pemier Fall Final. Foto: Michal_Konkol/BLAST
Vis mere

I det afgørende map var det franske hold bedst, og Astralis havde intet modsvar i slutningen, og Vitality vandt sidste map med 16-7 til stor skuffelse for både Astralis-spillerne og de mange fremmødte fans.

Vitality er lidt af en hademodstander for Astralis, der nu har tabt de seneste syv indbyrdes kampe.

Alligevel var der store forhåbninger til det danske storhold, efter de sent lørdag slog de danske rivaler fra Heroic.

Finalen senere søndag aften står dermed mellem Vitality og Natus Vincere.