Det danske Counter-Strike-hold Tricked er blevet solgt for et historisk millionbeløb.

Det oplyser esportorganisationen bag holdet, Tricked Esport. Counter-Strike-holdet er blevet solgt for en sekscifret eurosum, oplyses det, og salget er det største i dansk esporthistorie nogensinde. Køberen er indtil videre hemmeligholdt.

Tricked Esport har siden 2012 huset en bred vifte af hold og individuelle spillere, herunder den tidligere FIFA-verdensmester August 'Agge' Rosenmeier.

Men nu siger de altså farvel til det succesfulde Counter-Strike-hold.

Tricked vandt tilbage i september turneringen V4 i Budapest. Her kunne de rejse hjem med lidt af en pose penge i bagagen – hele 165.500 dollar svarende til lige under 1,2 millioner kroner.

Mandskabet ligger lige nu nummer 21 på verdensranglisten, tre point under det FCK-ejede hold North.

Salget af Counter-Strike-holdet inkluderer følgende spillere:

  • Nicolai 'HUNDEN' Petersen (28 år)
  • Frederik 'acoR' Gyldenstrand (22 år)
  • Rasmus 'Sjuush' Beck (20 år)
  • Lucas 'Bubzkji' Andersen (21 år)
  • Fredrik 'roeJ' Jørgensen (25 år)

»Det er ambivalent at sige farvel til så talentfuldt et hold, da de har formået at skabe formidable resultater på det sidste.

»Det er dog vigtigt at huske på, at dette både er godt nyt for spillerne på holdet, for Tricked som klub, samt for det danske esportmiljø som helhed,« fortæller sportsdirektøren i Tricked Esport, Morten Jensen.

Danskerne er det folkefærd, der har tjent næstflest præmiepenge på esport, kun overgået af kineserne. Penge er der altså mange af i det stødt voksende esportmiljø, hvor Danmark er et af foregangslandene.

Senest har Astralis Group, der står bag verdens bedste Counter-Strike-hold netop nu – Astralis – for nylig løftet sløret for millionlønninger i organisationen til både spillere, coaches og medlemmer af ledelsen.

Ud over Counter-Strike råder Tricked Esport over FIFA-mandskab, der er aktuelle i den danske eSuperliga.