Han er 22 år og har allerede bevist, at han er blandt de allerbedste spillere i Danmark.

Alligevel har det været noget af en omvæltning for Lucas 'bubzkji' Andersen, efter han for nylig blev annonceret som ny spiller hos det danske Counter-Strike-hold Astralis.

»Jeg kan allerede mærke, at det er noget helt andet nu. Jeg bliver stoppet i toget, folk kommer hen og siger hej og vil have taget billeder. Det er lidt noget nyt og ikke noget, jeg er vant til,« siger den nye danske stjerne til B.T.

Lucas 'bubzkji' Andersen spillede tidligere for organisationen Mad Lions, og selv om han hos dem nåede store resultater og allerede her blev betragtet som en af de mere prominente danske spillere, så var det næsten kun folk inde i branchen eller helt hardcore fans, der genkendte ham.

Sådan er det ikke længere.

»Astralis-brandet er ligesom nået ud til den almene dansker, og det er der både en positiv og negativ konsekvens af. Nogle gange har man også bare lyst til at sidde selv i toget, men så kommer der en hen, men andre gange synes man jo, det er super fedt, at der er nogle, der anerkender ens arbejde,« siger han.

Den forøgede opmærksomhed betyder også, at den nye Astralis-stjerne skal holde tungen lige i munden indimellem.

Det blev især tydeligt for ham, da han fandt sin mobiltelefon frem for at kigge de mange lykønskninger igennem.

»Jeg tog lige et par dage, hvor jeg fjernede telefonen, mens det blev annonceret, og da jeg så kom tilbage på min Messenger, så var der jo over 60 beskeder, man lige skal tjekke igennem. Og der var da nok 10-15 stykker af dem, som jeg ikke havde snakket med siden folkeskolen, som skrev tillykke og spurgte lidt ind til det,« siger 'bubzkji' og fortsætter:

»Nu skal man måske være lidt mere bevidst om, hvem jeg egentlig kender. Nu skal jeg ikke lyde som Cristiano Ronaldo, men det er vigtigt for mig at være opmærksom på, hvem der var mine venner, før jeg potentielt kunne blive til noget stort i den her verden, og hvem er der nu. Og det er jo dem, der var der før, som jeg gerne vil beholde, og så måske sortere lidt fra i dem, der potentielt kunne komme på grund af det skifte.«

Lucas 'bubzkji' Andersen har skrevet under på en toårig kontrakt med den danske Counter-Strike-gigant.

Første opgave for ham og resten af Astralis-stjerner bliver den prestigefyldte turnering ESL One Cologne, der begynder 24. august.