Mens stort set al anden sport ligger stille på grund af coronakrisen, så fortsætter Counter-Strike ufortrødent videre.

Lige nu spilles sæson 11 af den store ESL Pro League-turnering nemlig, og her er der særligt ét hold, der skiller sig ud.

Mousesports med danske Finn ''karrigan' Andersen og træner Allan 'rejin' Petersen fortsætter nemlig med at præstere, og tirsdag gik det så udover ingen ringere end NaVi, der er verdensranglistens nummer ét.

I aftenens opgør var 'karrigan', der også er holdets kaptajn, med til at sikre mandskabet en sikker 2-0-sejr, der betyder, at mousesports som de eneste fortsat er ubesejret ved den prestigefyldte turnering.

En turnering, der på grund af coronavirussen, i øvrigt spilles hjemmefra spillernes egne værelser.

Mousesports havde som førstevælger valgt, at det første map (bane, red.) skulle være Nuke, og det var der en rigtig god grund til.

Holdet er notorisk stærke på netop den bane, og det beviste de endnu engang, da de først kom foran 10-5 på terroristsiden, inden de uden alt for meget slinger i valsen vandt mappet 16-11.

Dernæst kom turen til Navis banevalg Dust2, og selvom det på papiret derfor også lignede en udligning i scoren, så ville mousesports det anderledes og vandt andet map 16-9 og dermed kampen.

Dermed står Finn ''karrigan' Andersens mandskab særdeles favorabelt, inden turneringen nu for alvor begynder at spidse til.

Det danske storhold Astralis deltager også fortsat ved ESL Pro League, men har slet ikke haft samme tur i den.

Tirsdag aften skal de så forsøge at gøre op for de første kampe i gruppefasen, hvor det er blevet til to nederlag.

Det sker, når de klokken 22.00 møder FaZe. Kampen kan ses på TV 2 Zulu.