Det var med store smil og forventninger, da Lucas Andersen i sommer blev præsenteret som ny mand hos Astralis.

Den 22-årige stjerne i svøb bedre kendt under navnet 'bubzkji' skulle være en del af det så oftest dominerende danske Counter-Strike-hold, der ville tage et endeligt opgør med tankegangen om fem spillere pr. hold og i stedet gøre brug af udskiftere.

Men otte måneder senere ser alt ikke ligefrem lyst ud for den unge dansker.

Det er blevet til sølle otte maps (baner, red.) i alt og et enkelt map i 2021. Derfor er 'bubzkji' heller ikke bleg for at indrømme, at de mange timer uden for serveren ikke er, hvad han havde forudset, da han skrev under med den danske gigant.

Lucas 'bubzkji' Andersen har ikke helt så meget at smile ad, som han da han blev præsenteret som ny Astralis-spiller i sommer.
Lucas 'bubzkji' Andersen har ikke helt så meget at smile ad, som han da han blev præsenteret som ny Astralis-spiller i sommer. Foto: Astralis Group
Vis mere

»Nej, jeg vil ikke sige, at det er gået, som jeg havde håbet. Jeg har brugt lang tid på at kæmpe mig op til, hvor jeg er nu, så man havde selvfølgelig håbet på at spille mere. Men jeg synes også, at meget af det måske er lidt selvforskyldt. Jeg har måske ikke leveret i de kampe, hvor jeg har fået chancen. Jeg vil mene, at jeg har skuffet en lille smule,« siger Astralis-spilleren til B.T.

Han har dog en forklaring på, hvorfor han ikke har kunnet præstere på det niveau, som mange – inklusive ham selv – har forventet, han kunne.

For efter han fik Astralis-trøjen på, eksploderede interessen for ham.

»Jeg synes, det var meget overvældende i starten. Jeg kunne virkelig mærke, at der kom en storm af fans, der virkelig forventede noget. Før i tiden kunne jeg tabe eller vinde, og så var der måske en enkelt, der skrev til én, at man skulle tage sig sammen. Men her kunne jeg mærke, at hvis man tabte, så kom folk altså bare efter én og sagde, at det var for dårligt, og det påvirkede mig.«

Det er han nu blevet meget bedre til at håndtere.

Gennem de sidste otte måneder har 'bubzkji' alligevel måttet lægge øre til meget, når han gang på gang er blevet placeret på bænken, mens 'dev1ce', 'xyp9x' og resten af Astralis-stjernerne har været i ilden.

Fans, meningsdannere og populære eksperter i Counter-Strike-miljøet har stillet spørgsmålstegn ved, om den 22-årige stjerne tog det rigtige valg ved at skifte til Astralis. Flere har også givet udtryk for, at det er spild af talent at stå så meget ude på sidelinjen, som Lucas Andersen har gjort.

Hovedpersonen selv forstår også til fulde, hvorfor mange har stillet spørgsmålstegn ved hans situation hos den danske esportsorganisation.

Lucas 'bubzkji' Andersen (th.) indrømmer, at hans situationen ikke er holdbar, som den er nu.
Lucas 'bubzkji' Andersen (th.) indrømmer, at hans situationen ikke er holdbar, som den er nu. Foto: Astralis Group
Vis mere

Er det holdbart, at du spiller så lidt, som du har gjort?

»Nej, jeg bliver nødt til at spille noget mere. Også for at fremme min karriere. Astralis er en fed organisation, men det at spille for Astralis er ikke min karriere, hvis man ikke spiller. Jeg synes, det skaber en sund konkurrence at have en sjettemand. Det føler jeg er en stor fordel, men det er ikke holdbart at blive ved med at spille så lidt, som jeg gør,« siger Lucas 'bubzkji' Andersen.

Han er dog også realistisk omkring, at det er 'Messi og Cristiano Ronaldo, der spiller på banen', som han formulerer det, og at det derfor ikke er ligetil bare at skulle få lov til at spille i stedet for dem, der har skabt, hvad flere betegner som det bedste Counter-Strike-hold gennem tiderne.

Fortryder du, at du skiftede til Astralis?

»Uha. Der tror jeg, du skal komme igen om et år, og så kan du spørge mig igen, om jeg fortryder det, for så har jeg endegyldigt fundet ud af, hvor min fremtid er. Lige nu synes jeg, det er fedt at være her. Men jeg har den fornemmelse, at jeg ikke vil fortryde det, fordi jeg har lært så meget af de her mennesker, og det kommer jeg til at kunne bruge fremover uanset hvad.«

For nu handler det dog om at fortsætte det hårde arbejde, forklarer 'bubzkji'. På et senere tidspunkt vil der så komme en endelig afklaring på, om fremtiden er hos Astralis eller et andet sted.

»Vi har en tidshorisont, og den vil jeg ikke komme nærmere ind på. Men vi har lagt en plan, som vi arbejder efter.«