En snigende udbrændthed og symptomer på stress.

Stikket blev trukket godt og grundigt ud af computeren for de to Astralis-stjerner Lukas 'gla1ve' Rossander og Andreas 'Xyp9x' Højsleth, da de tilbage i maj meldte ud, at det var tid til en pause. Begge spillere er nu i bedring, men fortsat på sidelinjen, og det har ikke kun taget hårdt på hovedpersonerne selv.

Holdkammeraterne på det succesfulde danske Counter-Strike-mandskab har nemlig også haft svært med at se sine venner være så hårdt ramt.

»Det er sindssygt hårdt. Man savner dem bare i sit daglige liv, fordi man alt andet lige har tilbragt halvdelen af tiden sammen med dem de seneste mange år, så det bliver lidt tomt, og der er nogle andre mennesker, der skal komme ind. De er ikke de samme personligheder, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi fem passer sindssygt godt sammen både socialt og inde i spillet. Så det har været super hårdt, og det har taget på alle på hver sin måde,« siger Nicolai 'dev1ce' Reedtz til B.T.

Samme oplevelse har Peter 'dupreeh' Rasmussen' også, der særligt hos 'Xyp9x' har kunnet se, hvordan hans holdkammerat og ven var på vej ned i et hul.

»Det har været hårdt. Rent professionelt, fordi resultaterne også er blevet ramt af det, men rent personligt har det også være hårdt, fordi det er nogle mennesker, jeg har været omkring i mange år. Jeg synes, det var hårdt at se, hvor skidt det til sidst stod til hos dem begge, og de blev nødt til at sige: ‘Jeg har brug for at komme væk fra det hele, ellers så går det fuldstændig galt.'«

Astralis har holdt sommerferie de seneste to måneder, og her har 'dupreeh' også haft tid til at besøge sin gode ven i Nordjylland. Her kunne han med det samme mærke, at pausen havde gjort og fortsat gør 'Xyp9x' godt.

»Han trives sindssygt godt, og han er i klar bedring. Han virker til at være mere glad og have overskud, og han er så småt ved at finde ud af, hvordan han skal tilbage igen, så det har været rigtig rart og betryggende at mødes og snakke med ham for at se, hvordan han havde det. Det gav noget tryghed hos mig at se, at han var i bedring. Det var en helt anden person, og det var så dejligt at mærke.«

Det store spørgsmål hos de mange Astralis-fans er derfor også, hvornår man igen vil kunne se 'gla1ve' og 'Xyp9x' tilbage på serveren.

Og måske varer det ikke så længe.

For selv om det er svært at sætte en konkret dato på, så ligger der nu en foreløbig plan for, hvornår stjernerne muligvis igen vil være en del af det mandskab, som mange kalder for verdens bedste Counter-Strike-hold nogensinde.

»Jeg tror, at planen er, at 'gla1ve' skal tilbage igen i slutningen af måneden, og jeg regner med, at det bliver en langsom opstart. Jeg kan snakke af egen erfaring, hvordan jeg blev helt bombet af at blive kastet ind på scenen igen efter en pause og havde flere gode snakke med organisationen om, at jeg skulle tage det mere med ro, så jeg er sikker på, at han begynder at træne med os igen efter ESL One Cologne (der foregår i tyske Köln fra 18. til 30. august, red.),« siger 'dev1ce'.

Foto: LAUREN HURLEY
Vis mere

»Ved Andreas ('Xyp9x', red.) er det en lidt længere proces, og der er vi nok ude i september eller oktober, og når han er klar, så melder han selv på banen i forhold til, hvornår han føler, han kan bevæge sig ud på farvandet igen. Heldigvis så er der jo ikke nogle rejser til turneringer lige nu, så jeg tror også, det kommer til at hjælpe. Jeg håber og tror på, at det bliver en stille og rolig start for dem. Det er planen.«

De to sygemeldinger har betydet, at den danske organisation har været nødsaget til at hente erstatninger ind. I samme ombæring har de valgt at udvide holdet fra de oprindelige fem spillere til nu at råde over syv spillere, så der løbende er mulighed for at lave udskiftninger – eksempelvis hvis en spiller har brug for en turneringspause.

Første opgave for Astralis efter sommerpausen bliver den prestigefyldte turnering ESL One Cologne 2020, der på grund af coronakrisen bliver spillet online.