Det er ikke kun danske Astralis, der hiver trofæer hjem.

Natten til mandag dansk tid kunne Danmarks næstbedste Counter-Strike-hold, MAD Lions, fuldende et mirakuløst comeback og kalde sig vindere af turneringen Flashpoint.

De fem danske stjerner var ellers under et stort pres på det afgørende map mod brasilianske MIBR. De var således bagud hele 12-1, men fik vendt skuden og vandt finalebraget 13-16, 16-13, 16-13.

Med sejren indbringer MAD Lions en præmiesum på hele 500.000 dollar svarende til lidt over 3,4 millioner danske kroner, hvilket er en af de største pengepræmier, et dansk hold nogensinde har vundet.

MAD Lions, der aktuelt ligger nummer 13 i verden, fik på deres eget banevalg Mirage ellers ikke den ønskede start på finalen.

For selvom de planmæssigt bragte sig foran 4-0, så bølgede mappet frem og tilbage, og til sidst var det så brasilianerne, der stak af fra Lucas 'Bubzkji' Andersen og resten af de danske MAD Lions-drenge.

Dermed var MAD Lions under massivt pres på mappet Inferno, der var valgt af MIBR.

Her kom danskerne igen på 4-0, inden det blev tæt. Men denne gang ville danskerne det anderledes, og særligt med 'Bubzkji' i spidsen sikrede MAD Lions sig map to.

Derfor skulle det hele afgøres på Train, og det så hurtigt ud til at ende i en stor dansk skuffelse.

Brasilianerne buldrede således af sted og var foran hele 12-1, før de danske stjerner endelig begyndte at røre på sig.

Flere af de efterfølgende runder blev vundet på imponerende vis, og danskerne vandt hele 13 ud af de sidste 14 runder, inden de med en 16-13-sejr kunne kalde sig for vindere af Flashpoint sæson 1.

Flere store hold forinden fravalgt netop Flashpoint til fordel for turneringen ESL Pro League. Her endte Danmarks bedste hold, Astralis, i sidste uge som nummer tre og vandt små 53.000 dollar.

MAD Lions består af Lucas 'Bubzkji' Andersen, Frederik 'acoR' Gyldstrand, Asger 'AcilioN' Larsen, Rasmus 'sjuush' Beck og Frederik 'RoeJ' Jørgensen.