Det danske Counter-Strike-hold North har valgt at fyre træneren.

30-årige Torbjørn 'mithR' Nyborg er fortid på holdet efter cirka et år i jobbet som træner for det storsatsende danske hold.

'Jeg er selvfølgelig ikke tilfreds med beslutningen, da det har været den største ære i mit liv at arbejde med holdet og dets spillere, selvom 2019 ikke blev et år med de bedste resultater,' skriver Torbjørn Nyborg på Twitter.

På Twitter takker North også Torbjørn Nyborg for sin tid på holdet.

Torbjørn Nyborg overtog trænerposten i North efter Alexander 'ave' Holdt og var med til at skabe nogen succes for holdet, der blandt andet i december vandt DreamHack Open Sevilla.

Tager man et kig på verdensranglisten, er det dog deprimerende læsning for North, der indtil sommeren 2019 havde været i eller balanceret på kanten af top-10 i verden.

Siden oktober har man dog balanceret omkring 20.-pladsen i verden, hvilket ikke stemmer overens med holdets ambitioner om at være et tophold, der kan kæmpe med danske Astralis, der er nummer et i verden. North ligger lige nu nummer 24 i verden, hvilket gør dem til Danmarks fjerdebedste hold i øjeblikket efter Astralis (1), MAD Lions (12) og Heroic (15).

Torbjørn Nyborg skriver på Twitter, at North har valgt at arbejde videre med en anden træner, efter han blev fyret 5. februar. North har dog endnu ikke meldt ud omkring en ny træner.