I efteråret 2017 indgik det storsatsende danske esport-mandskab Astralis en stor sponsoraftale med Jack & Jones, som ejes af Bestseller-koncernen.

I dag udsender holdet en besked til omverdenen, hvor det begræder den tragedie, som har ramt Bestseller-bossen Anders Holch Povlsen, som har mistet tre børn i terrorangrebet i Sri Lanka.

'Vores hjerter er knuste, og alle vores tanker går til Anders, Anne, venner, familie og alle, der er berørt af de tragiske hændelser i Sri Lanka denne weekend,' skriver Astralis på de sociale medier.

Det var søndag, at otte eksplosioner ramte kirker og hoteller i byen Colombo i feriedestinationen Sri Lanka. Mere end 290 meldes indtil videre dræbt, af dem altså tre danskere. Bestseller-koncernen har over for B.T. bekræftet, at tre af de fire børn af omkommet i eksplosionerne.

Sponsoraftalen mellem Astralis og Jack & Jones fra 2017, som er på 'et betragteligt millionbeløb', betyder, at de fem Astralis-spillere er klædt i tøj fra Jack & Jones-tøj under turneringer, som holdet spiller i CS:GO.

Det blev meldt ud dengang, at de to parter sammen skulle udvikle en trøje, der er optimeret til esport. Samtidig ville holdet få sin egen merchandise-kollektion, der ligeledes ville blive designet i samarbejde mellem Astralis og tøjgiganten.

Med sponsor-aftalen skrev Astralis, som er blandt verdens bedste esportshold, sig ind i en jack & Jones-sponsorfold, der også tæller Formel 1-køreren Kevin Magnussen og målmanden Kasper Schmeichel.

Netop Kevin Magnussen har også reageret på tragedien på de sociale medier med en hilsen til Holch Povlsen-familien.