Det danske Counter-Strike-hold Astralis er ikke helt, som det var engang.

2018 og til dels også 2019 var præget af den ene store succes efter den anden, men den tid er forbi. I hvert fald for nu. Truppen er udvidet til syv spillere, flere har døjet med helbredsproblemer, og holdet er røget ud af top-10 på verdensranglisten. Derfor er det for første gang også blevet relevant at stille ét særligt spørgsmål.

Ligger spillernes fremtid hos Astralis, eller er det på tide at se sig om efter en ny organisation? Dét spørgsmål fik B.T. mulighed for at stille Astralis' Peter 'dupreeh' Rasmussen. Og her var svaret forholdsvis klart:

»Jeg er ret sikker på, at Astralis bliver mit sidste hold som professionel Counter-Strike-spiller.«

Peter 'dupreeh' Rasmussen regner med, at Astralis bliver hans sidste hold som professionel Counter-Strike-spiller.
Peter 'dupreeh' Rasmussen regner med, at Astralis bliver hans sidste hold som professionel Counter-Strike-spiller.
Vis mere

»Jeg tror, jeg er for meget inde i den her mølle til, at jeg kunne tænke mig at finde et andet sted at være rent spillemæssigt. Jeg tror også, jeg ville have det rigtig svært med det. Jeg er lidt et vanedyr, og jeg tænker rigtig meget tilbage på dengang, hvor vi vandt alt. Det kan godt være, at vi aldrig vender tilbage til det, men hvis jeg lige pludselig skulle finde et andet hold at spille for – dansk eller internationalt – så tror jeg altid, jeg ville sidde og tænke på, at det var lidt federe dengang. Det ville være den største personlige udfordring for mig.«

Den 27-årige stjerne har været en del af Astralis siden 2016, hvor organisationen blev skabt, og har gennem de sidste fire år vundet et hav af turneringer – herunder fire Majors, der er det største, man kan vinde som Counter-Strike-spiller.

Og selv om holdet lige nu ikke i den forfatning, de har været i tidligere, så understreger han, at han fortsat er både glad og tilfreds med, hvor han er.

Han er heller ikke i tvivl om, at ham og holdkammeraterne sammen fortsat har, hvad der skal til for at være en del af den absolutte verdenstop.

Foto: LAUREN HURLEY
Vis mere

»Jeg går ikke og er bekymret for min fremtid. Vi står rigtig stærkt sammen, og det vil vi fortsat gerne gøre,« siger 'dupreeh' og fortsætter:

»Men står jeg i en situation, hvor det måske kun er nogen, der bliver tilbudt en forlængelse eller lignende, så må vi tage den til den tid. Eller også må jeg sige stop. Men jeg tror ikke, jeg skal spille på et andet hold, hvis jeg stopper her. Det er selvfølgelig svært at sige endeligt, men det tror jeg ikke.«

Peter 'dupreeh' Rasmussen har tidligere spillet for 3DMAX, flux, Copenhagen Wolves, über G33KZ, Team Dignitas og Team SoloMid.

Ifølge B.T.s oplysninger har de fem spillere 'dupreeh, 'magisk', 'dev1ce', 'gla1ve' og 'Xyp9x alle kontraktudløb ved udgangen af 2021. De nyeste tilføjelser, Patrick 'es3tag' Hansen og Lucas 'Bubzkji' Andersen, er på andre aftaler.