Den danske Counter-Strike-stjerne Finn 'karrigan' Andersen forlader det europæiske storhold mousesports.

Det oplyser han mandag formiddag på sin Twitter-profil.

'Når lidenskab bliver til arbejde, er det svært ikke at blive personligt tilknyttet til de mennesker, du stræber efter at nå toppen med. Hele holdet er blevet familie, og jeg vil gerne takke alle, der har været en del af denne rejse. Tak, mousesports, jeg vil aldrig glemme det,' skriver han.

Finn 'karrigan' Andersen, der tidligere har tørnet ud for blandt andre Astralis, har længe været rygtet til det internationale stjernemandskab Faze Clan, som han tidligere i karrieren har repræsenteret.

Her ses danske Finn 'karrigan' Andersen, sidste gang han spillede for FaZe.
Her ses danske Finn 'karrigan' Andersen, sidste gang han spillede for FaZe. Foto: BLAST Pro Series
Vis mere

Og mandag middag har FaZe så bekræftet, at de henter den 30-årige dansker hjem.

Tidligere har mousesports' 'Chief business development officer', Jay Dominicus, også gjort det klart, at det var usikkert, hvorvidt den danske holdkaptajn ville fortsætte på holdet.

»Han ('karrigan', red.) har anmodet om mere tid, da det er en stor beslutning for os begge. I mellemtiden undersøger vi andre muligheder for at være forberedt, hvis Finn vælger at prøve noget andet,« sagde han til Counter-Strike-mediet HLTV.

Og nu er beslutningen så taget.

FaZe Clan har indtil for nylig haft danske Markus 'Kjaerbye' Kjærbye på holdkortet, men i slutningen af januar blev han så officielt bænket, hvorefter han blev erstattet med den tidligere Liquid-stjerne Russel 'Twistzz' Van Dulken.

Dermed tilslutter 'karrigan' sig et stjernemandskab, der ud over 'Twistzz' tæller Marcelo 'coldzera' David, Håvard 'rain' Nygaard og Helvijs 'broky' Saukants.

'karrigan' spillede på FaZe-mandskabet fra slutningen af 2016 til slutningen af 2018 og nåede at føre storholdet frem til flere store titler. Efter flere svingende resultater endte den danske in-game-leader dog til sidst med at skifte væk.