Hvordan skal jeg klare det her?

Det spørgsmål stillede Astralis-stjernen Peter 'dupreeh' Rasmussen sig selv, inden han lørdag aften skulle deltage i TV2's program 'Knæk cancer'. Han er vant til at stå foran tusindvis af mennesker, men det her var anderledes.

I slutningen af februar i år mistede Counter-Strike-spilleren sin far til kræft, og han var derfor inviteret ind i programmet, hvor han blandt andet overrakte den nye spillertrøje til to heldige fans.

»Det var en meget speciel oplevelse. Jeg gik faktisk og var pissenervøs på dagen, og det er underligt, for det er jeg ikke vant til. Men her handlede det om, at der pludselig var nogle personlige følelser involveret,« fortæller 'dupreeh' til B.T.

Den 26-årige danske stjerne fik dog hurtigt rystet nervøsiteten af sig og endte med at stå i noget, der virkede helt naturligt. Han fortalte ærligt om at miste sin far, ligesom han også brugte tid på at modtage opkald og donationer i callcenteret.

»Jeg var helt paf, da jeg kom hjem. Det var noget, jeg egentligt havde frygtet på forhånd, men det endte med at være en helt fantastisk og unik oplevelse. Jeg er så glad for, at jeg gjorde det og fik æret min far.«

'dupreeh' er kendt som en meget åben og snakkesalig person. Derfor kommer det heller ikke bag på ham selv, at han i al tiden efter sin fars død har været meget åben omkring tabet.

Ikke mange dage efter, at hans far sov ind, kunne han med en bævende stemme og tårer i øjnene gribe mikrofonen på scenen i Katowice og dedikere Astralis' Major-sejr til den mand, der har støttet ham fra begyndelsen og blandt andet købte den første computer til ham.

Astralis-spilleren Peter 'dupreeh' Rasmussen deltog lørdag aften i 'Knæk cancer'-showet på TV2.
Astralis-spilleren Peter 'dupreeh' Rasmussen deltog lørdag aften i 'Knæk cancer'-showet på TV2. Foto: Cooper Neill
Vis mere

Siden har han også skrevet et brev til sin far, inden han nu også på landsdækkende tv kunne fortælle om sin fars død.

»Jeg har været rigtig glad for, hvordan jeg har kunnet være åben omkring det. Der er rigtig mange mennesker, der har det vanskeligt ved at snakke om sådan nogle ting, og det er virkelig svært at få folk til at forstå, hvor vigtigt det kan være at åbne op for de følelser.«

Han er klar over, at han er et forbillede for rigtig mange unge mennesker, og derfor er det vigtigt for ham at være åben.

»Jeg sætter ord på, hvad jeg selv gjorde, og hvad der har hjulpet for mig. Jeg prøver at vise, at det er okay at være sindssygt ked af det, men samtidig også, at det er okay at være åben omkring det og snakke om det. At prøve at være det forbillede, synes jeg, er noget af det allervigtigste for mig.«

»Det ligger også i min fars ånd at være sådan. Han levede i nuet, og det er det, jeg prøver at afspejle og gøre hver eneste dag.«

Lørdag aften skal 'dupreeh' så igen på scenen.

Denne gang bliver det dog i mere vante rammer, når han sammen med sine fire holdkammerater spiller turneringen BLAST Pro Series foran 12.000 mennesker i Royal Arena.

Husk, at du lørdag kan følge BLAST Pro Series live lige her på bt.dk. Vi begynder klokken 14.00.