I bedste 'Løvens hule'-stil har en flok danske drenge lavet et produkt, der er i rivende udvikling.

GameBoks hedder produktet, der er blevet promoveret af fodboldspillere som Nicolai Jørgensen og Mesut Özil. Og nu har produktet ramt en af verdens største Youtube-kanaler.

Det amerikanske trickskud-fænomen Dude Perfect besidder verdens 10.-største Youtube-kanal.

Og her havde de 27. januar den danske opfindelse med i et afsnit, der allerede har mere end 13 millioner visninger. Se videoen øverst i artiklen.

»De havde set vores produkt og ville godt feature den i den videoserie, de laver. Vi kigger som sædvanligt på, hvor store de er, og du finder ikke ret mange større end dem,« siger Steffen From Pedersen, der er medstifter og COO i GameBoks.

En GameBoks er, som navnet antyder, en fysisk boks med en indbygget skærm, der gør det muligt at tilslutte Playstation eller Xbox. På den måde kan man transportere den sikkert rundt og samtidig spille, hvorend man befinder sig i verden.

På GameBoks' eget opslag kan man se, at der både bliver spurgt fra Brasilien, Mexico, Indonesien og Malaysia, om den transportable konsol kan sendes derhen.

»Normalt kommer vores trafik fra Instagram og Facebook, og tirsdag (dagen efter videoen blev offentliggjort, red.) kunne vi se, der var 15.000 besøgende på hjemmesiden ved hjælp af søgemaskiner fra hele verden.

»Det er cirka 2.000 procent mere end normalt,« siger Steffen From Pedersen, der også kan se det på salgstallene.

»Det har givet nogle salg i USA, som vi normalt ikke målretter noget mod. Vi kigger mere på Europa, men vi har følgere og så også interesse fra Indien, Brasilien og flere steder, hvor vi ikke kan gøre så meget lige nu, da det er for dyrt at sende dertil.«

Dude Perfect-videoen fik blandt andet interessen hos en 10-årig, amerikansk dreng til at blive så stor, at han snuppede sin mors kreditkort og købte sig en GameBoks.

»Han købte en model, man ikke kunne returnere. Det ville moderen rigtig gerne gøre, men omkostningerne ville blive for dyre for os. Vi fandt i stedet en løsning, hvor hun fik noget rabat og beholdt boksen i stedet for,« fortæller han.

Folkene bag GameBoks havde i juni deres produkt med til videospil-konferencen Electronic Entertainment Expo i Los Angeles. Her kårede mediet Inverse GameBoksen som det mest mindeværdige stykke gaming-tilbehør på hele konferencen.