I lørdagens Champions League-finale er der for første gang i 12 år en dansker iblandt, når Christian Eriksen og Tottenham møder Liverpool på Estadio Metropolitano i Madrid.

Men allerede fredag er der en anden dansker, der også skal spille Champions League - i konsolspillet FIFA.

Marcus 'Marcuzo' Jørgensen, der til daglig spiller for FC Københavns North, er nemlig blandt de otte spillere, der har kvalificeret sig til den første eChampions League-finale nogensinde.

Dermed skriver han samtidig historie som den første dansker til at deltage i det prestigefyldte event, hvor der er lidt under to millioner danske kroner i præmiepuljen.

Norths Marcus 'Marcuzo' Jørgensen er blandt de otte spillere, der skal dyste om det første eChampions League-trofæ nogensinde.
Norths Marcus 'Marcuzo' Jørgensen er blandt de otte spillere, der skal dyste om det første eChampions League-trofæ nogensinde. Foto: Pressefoto
Vis mere

»Jeg glæder mig vanvittigt meget. Det er stort at være blandt de otte bedste og skulle kæmpe for det første eChampions league-trofæ nogensinde,« siger 'Marcuzo' i en pressemeddelelse.

De otte FIFA-spillere fra hele verden skal ligesom de profesionelle fodboldspillere også dyste på Estadio Metropolitano i den spanske hovedstad, hvor de kæmper om mere end bare at løfte trofæet.

Vinderen kan nemlig også se frem til at få en VIP-billet til Champions League-finalen mellem Liverpool og Tottenham dagen efter.

»Mine chancer ser jeg som rigtig fine. Min første kamp er kvartfinalen mod den utrolig dygtige hollandske LevVinken, der på papiret måske er den stærkeste ved turneringen. Jeg tror, at jeg går hele vejen, hvis jeg vinder dén kamp,« siger den selvtillidsfulde dansker.

Sådan så det ud, da Marcus 'Marcuzo' Jørgensen kvalificerede sig til eChampions League-finalen i Madrid.
Sådan så det ud, da Marcus 'Marcuzo' Jørgensen kvalificerede sig til eChampions League-finalen i Madrid. Foto: North
Vis mere

Den danske deltagelse i den store turnering kommer blot få måneder efter, at  'Marcuzo' var med til at hive sejren i land for FC København, da de vandt eSuperligaens sæson 2 med en finalesejr over rivalerne fra Brøndby.

'Marcuzo' har gennem hele året været blandt de absolut bedste spillere i verden, og tilbage i marts blev det endnu tydeligere, da han blev udtaget til DBUs senest e-landshold.

Formår 'Marcuzo' at gå hele vejen, kan han også se frem til en præmiechek på 100.000 dollars svarende til lidt over 650.000 kroner.

Du kan følge al aktion fra eChampions League finalen fredag den 31. maj på EA SPORTS’ Twitch-og YouTube kanal.