En rekord, der kan vare evigt.

En rekord, som tilhører det danske FIFA-fænomen Anders Vejrgang, der lørdag aften tabte sin første FIFA-kamp i 18 uger.

Inden nederlaget havde den blot 15-årige dansker vundet hele 535 kampe i streg i den såkaldte Weekend League, hvor FIFA-spillere verden over konkurrerer mod hinanden hver weekend.

Nederlaget kom, da danskeren tabte med 1-5 til et hold kaldet Black United, der blev styret af den ukendte hollandske spiller Damian Sitaram.

Han går under brugernavnet Damesheet, og ikke mindre end 80.000 liveseere så den hollandske spiller besejre Anders Vejrgang på streamingplatformen Twitch.

Indtil nederlaget var Anders Vejrgang ellers den eneste person i verden, der var ubesejret i FIFA 21. Det har weekend efter weekend lagt et kæmpe pres på danskeren, hvor rigtige mange seere har fulgt med for at se, hvornår Anders Vejrgang ville tabe sin første kamp.

Anders Vejrgang er efter sin usædvanlig lange sejrsstime blevet en verdensstjerne inden for e-sporten. Han bor hos familien i Hjørring og spiller de mange FIFA-kampe fra sit eget værelse. Men Anders Vejrgang er trods sin unge alder allerede professionel FIFA-spiller. Han spiller for Red Bull Leipzigs tyske e-sportshold, RBLZ Gaming.

Den store opmærksomhed på det danske FIFA-fænomens præstationer har medført, at han har fået en massiv følgeskare på de sociale medier. 563.000 følgere har han i skrivende stund på Twitch og 333.000 følgere på Instagram.

Og historien om hans nederlag blev også beskrevet i et opslag på Instragram-kontoen 433, der er verdens største sociale medie inden for fodbold. Instagram-kontoen har hele 34,4 millioner følgere og hylder i sit opslag den unge dansker.

Til trods for at han i e-sportskredse bliver kaldt verdens bedste FIFA-spiller, kan den 15-årige dansker endnu ikke bevise dette.

EA Sports, der er selskabet bag FIFA, har en politik om, at man først kan deltage i spillets helt store officielle turneringer, når man er fyldt 16 år.

Anders Vejrgang har presset på i flere år for at få lov til at deltage alligevel, men det lader til, at den 15-årige dansker må vente et år endnu, før han kan gå efter de helt store sejre og måske en dag kan kalde sig verdensmester.