De danske Counter-Strike-spillere er en del af den absolutte verdenselite, og det betyder, at de udover mange fans og en fortsat voksende popularitet også tjener en pænt fornuftig skilling.

B.T. kan nu afsløre, hvor meget der tikker ind på lønkontoen hver måned hos de danske computerstjerner, og det er ikke så lidt endda.

Faktisk tjener flere af dem mere, end hvad alle Superliga-spillere på nær to gør.

Her er der naturligvis tale om Astralis. Der er således ikke mange, der kan hamle op med det danske stjernehold, som af mange betegnes som det bedste Counter-Strike-hold nogensinde, og som i 2018 og 2019 dominerede som det absolut stærkeste mandskab i verden.

Astralis-stjernerne er blandt de bedst betalte Counter-Strike-spillere i verden.
Astralis-stjernerne er blandt de bedst betalte Counter-Strike-spillere i verden.
Vis mere

Ifølge B.T.s oplysninger får de danske Astralis-stjerner nemlig lige knap 200.000 kroner i fast månedsløn, hvilket giver en årsløn på 2,4 millioner danske kroner.

Læg dertil, at spillerne derudover også får hele 90 procent af de vundne præmiepenge.

Kigger vi blot på 2019 løb den samlede præmiesum op på 13,68 millioner kroner, hvilket svarer til, at hver af de fem spillere kunne hive knap 2,5 millioner kroner i præmiepenge ned i egen lomme.

Der er her tale om de fem faste stjerner, der indtil for nyligt var de eneste i Astralis-trøjen, men som sidenhen har fået selskab af to nye, så holdet nu råder over i alt syv spillere.

Dermed kunne de fem spillere; 'dev1ce', 'dupreeh', 'Magisk', 'Xyp9x' og 'gla1ve' se en årsindkomst, der i 2019 lød på cirka 4,9 millioner kroner.

For at sætte det i perspektiv er det i Superligaen kun FC Københavns Viktor Fischer og Andreas Bjelland, der får en højere indkomst, med en årsløn på omkring 5,1 og 9 millioner kroner.

Det helt usædvanlige ved Astralis er, at de fem spillere alle får det samme i løn. Det skyldes, at de med foreningen DEF-Sport i ryggen gik til forhandlingsbordet som en enhed i stedet for at forhandle individuelt.

På den måde stod de i en stærk forhandlingsposition, da man skulle nå frem til en aftale.

Emil 'Magisk' Reif er blandt de fem Astralis-spillere, der i 2019 havde en årsindkomst på lige under fem millioner danske kroner.
Emil 'Magisk' Reif er blandt de fem Astralis-spillere, der i 2019 havde en årsindkomst på lige under fem millioner danske kroner.
Vis mere

Det står i kontrast til eksempelvis det danske hold North, der i øjeblikket indtager en 24. plads på verdensranglisten. Her er der stor forskel på den spiller, der er bedst betalt, og den, der tjener mindst.

Ifølge B.T.s oplysninger tjener de fem spillere i gennemsnit cirka 120.000 kroner i måneden svarende til en årsløn på 1,5 millioner kroner.

Også her tager spillerne 90 procent af de vundne præmiepenge.

Lidt længere nede af listen finder vi de danske hold Heroic og Mad Lions, hvor lønningerne er noget mere beskedne.

Selvom de begge i øjeblikket indtager en højere placering på verdensranglisten end North, som henholdsvis nummer 18 og 19, så er organisationerne ikke i samme størrelsesorden som de to andre hold.

Derfor ligger den gennemsnitlige månedsløn her ifølge B.T.s oplysninger på 55.000 kroner svarende til en årsløn på omkring 660.000 kroner.

Endnu længere nede af stigen finder vi Copenhagen Flames, hvis spillere fik en månedsløn på omkring 15.000 kroner. Et hold, der for nyligt solgte alle deres spillere for i omegnen af en million kroner til den spanske organisation x6tence.

Alle beløb er eksklusiv diverse bonusser som nogle spillere har skrevet ind i deres kontrakter. Her er flere stjerner således garanteret en lønforhøjelse, hvis holdet kommer i eksempelvis top-10, top-5 eller top-3.

Derudover er der mange spillere, der eksempelvis også tjener godt på personlige stickers, der er klistermærker, som man kan købe og få på sine våben inde i spillet.